20 år med 3-timersmøder
Størsteparten af de initiativer, der kommer ud af de årlige 3-timersmøder bliver helt eller delvist en fast del af afdelingernes uddannelse. Foto: Line Bloch Klostergaard, Kommunikation.
3-timersmøderne er nærmest blevet synonym for måden, Aalborg Universitetshospital arbejder med at forbedre uddannelsesmiljøet for yngre læger. Møderne, der er en del af en årligt tilbagevendende proces koordineret af Enheden for Postgraduat Uddannelse, har nu været holdt i 20 år.
- Én gang om året afholder de uddannelseskoordinerende yngre læger (UKYL) fra hvert speciale et møde for afdelingens uddannelseslæger, hvor de får tre timer til frit og uforstyrret at drøfte, hvad de som enkeltpersoner og gruppe kan gøre for at løfte kvaliteten af den uddannelse, der gives på afdelingen. Her har de mulighed for at bidrage til, at uddannelsesmiljøet og -kulturen styrkes, ikke blot for dem selv, men især for de uddannelseslæger, der kommer efter dem, fortæller uddannelseskoordinerende overlæge i Postgraduat Uddannelse, Susanne Nøhr, der var med, da initiativet blev lanceret tilbage i 2002.
Hun og kollegaerne, uddannelseskoordinerende overlæge Anja Kirstein, antropolog Tine Klitgaard og specialkonsulent Lotte Hoelgaard Christensen udgør den enhed på hospitalet, der har det overordnede ansvar for at sikre, at specialerne er klædt på til at varetage opgaven med uddannelse af speciallæger.
- 3-timersmøderne er et værdifuldt værktøj, som strukturerer arbejdet med uddannelsesopgaven på en måde, der giver uddannelseslægerne både ejerskab og en pligt til at tage del i en konstant forbedring af uddannelsesmiljøet, forklarer Anja Kirstein og fortsætter:
- Samtidig giver møderne også os som organisation et indblik i, hvad der rører sig i afdelingerne – både de ting, der fungerer, men også de områder, hvor der kan være et mere generelt forbedringspotentiale, siger hun.
Handleplan sikrer implementering af initiativer
Når et speciale har afholdt deres 3-timersmøde, udarbejder uddannelseslægerne fra hvert speciale en handleplan, som efterfølgende drøftes med speciallægerne ved et morgenmøde før det kommenteres af den uddannelsesansvarlige overlæge (UAO) og den ledende overlæge.
- Det kan være, at der er nogle af forslagene, som ikke kan realiseres i praksis, eller skal justeres, men for størsteparten af initiativerne ser vi, at de implementeres helt eller delvist og bliver en fast del af uddannelsen, fortæller Anja Kirstein, som tidligere selv har været både deltager, mødeleder i form af UKYL-funktionen, og også været med til at kommentere på handleplaner som UAO.
Som afslutning på processen udfærdiger Enheden for Postgraduat Uddannelse i samarbejde med en uddannelseslæge fra klinikken en rapport, der samler hovedtrækkene fra de kommenterede handleplaner.
- Rapporten er med til at støtte videndelingen på tværs af specialer. Af den grund bestræber vi os på at gøre den så lærerig læsevenlig som mulig, så man bliver inspireret til at læse den, siger Anja Kirstein.
Medindflydelse giver glade læger
Hvert andet år er 3-timersmøderne rammesat med et udvalgt tema – for eksempel "læger og ledelse", "det gode lægearbejdsliv" eller "kompetencevurdering" – mens processen er helt fri de øvrige år.
- De år, hvor vi lægger en ramme ned over møderne, tager vi afsæt i emner, der fylder meget på et generelt plan, og som vi gerne vil have, at lægerne specifikt forholder sig til. Men det er vigtigt, at vi også giver rum til en uforstyrret bottom-up proces, hvor lægerne selv tager udgangspunkt i emner, der netop fylder hos dém, forklarer Susanne Nøhr.
Tine Klitgaard oplever, at lægerne er glade for at have indflydelse på uddannelsesmiljøet, og at 3-timersmøderne giver dem en unik mulighed for at mødes på tværs af vagtlagene i afdelinger.
- Udgangspunktet for møderne er konstruktivt. Derfor skal deltagerne tage udgangspunkt i de ting, der fungerer. Konkret beder vi dem tænke på tre gode oplevelser, de har haft med deres uddannelse, og én mindre god. Samtidig beder vi dem om at gøre status over sidste års initiativer, for på den måde at se, om de er blevet implementeret, eller om det er relevant med et fornyet fokus, siger hun.
Stor faglig interesse for konceptet
Over årene er 3-timersmøderne ikke gået ubemærket hen i faglige kredse. Således er Enheden for Postgraduat Uddannelse ofte blevet inviteret til at fortælle om konceptet for kollegaer i ind- og udland, og enheden har fået publiceret en række videnskabelige artikler om konceptet.
- Vi oplever en stor interesse for konceptet for 3-timersmøderne fra vores kollegaer fra andre hospitaler, og flere steder har man taget modellen til sig. Ligeledes oplever vi, at 3-timersmøderne er noget, der begejstrer, når der er inspektorbesøg i forbindelse med Sundhedsstyrelsens inspektorordning, siger Susanne Nøhr
Kontakt
Forskningens Hus
Uddannelses-koordinerende overlæge, MLP
Kontakt
Forfatter
Kommunikation og Rekruttering
Kommunikationskonsulent