Om NGDx
Med ForskningsKUBEN ”NGDx” (Next Generation Diagnostics - Extracellular Vesicle-based Early Diagnosis of Tissue-specific Complications and Diseases) vil vi udvikle et nyt screeningsredskab, der tager udgangspunkt i såkaldte ”ekstracellulære vesikler” fra blodprøver.
Ekstracellulære vesikler kan bedst forklares som små ”kuverter”, som sendes ud fra kroppens celler til andre dele af kroppen. I kuverterne ligger små fragmenter fra den celle, de er blevet udsendt fra – fragmenter, som kan indeholde vigtig information om eksempelvis sygdomme.
Man kan se på de ekstracellulære vesikler som små biopsier. Afsættet for vores projekt er, at vi ønsker at bruge dem til fremtidens diagnostik, hvor en blodprøve kan være et alternativ til vævsprøver eller bekostelige scanninger.
I ForskningsKUBEN har vi som mål at udvikle et screeningsværktøj til tidlig opsporing af tyktarmskræft samt et værktøj, der kan identificere risiko for fedmekomplikationer.
Målet er en ”priktest”, hvor borgerne ved at stikke sig i fingeren med en lille nål kan aflevere en blodprøve, som herefter bliver undersøgt på et laboratorium. En sådan løsning vil både være nemmere og give et mere retvisende resultat end eksempelvis de afføringsprøver, som screeningsprogrammet for tyktarmskræft i dag baserer sig på.
Hvis vi kan udvikle og teste en sådan ”pipeline” inden for de to nævnte områder, er det vores forventning, at man på sigt også vil kunne bruge samme metode til screening og diagnostik af andre sygdomme. Det vil betyde, at vi får mulighed for at opdage og behandle sygdomme tidligere og mere effektivt end det er muligt i dag.
Projektet udføres med afsæt i data fra eksisterende biobanker og samler kompetencer fra afdelingerne Klinisk Immunologi og Klinisk Biokemi samt kliniske samarbejdspartnere.
Opdateret