Forskning
Eksperimentel ernæring
Forskningsdisciplinen omhandler interventionsforsøg med kost og ernæring, og evaluerer effekten af diæten fra celle til patient. I forskningen anvendes metoder og undersøgelser inden for ernæringsfysiologi og -omsætning, ernæringsrelateret immunologi, molekylær ernæring, makro- og mikronæringsstoffer samt bioaktive komponenter, herunder interaktionen til genetik og mikrobiota. Særligt fokus er at undersøge de mekanismer, hvormed kost og fødevarer kan forebygge og behandle sygdomsrelateret malnutrition. I DANSC har vi særligt fokus på, hvorledes vi kan forebygge og behandle sygdomsrelateret underernæring med eller uden inflammation. Patientens respons måles ved laboratorieanalyser. I de forskningsprojekter, hvor vi laver kliniske undersøgelser med ernæring og kost, understøtter platformen således den kliniske og anvendte ernæring ved at tilvejebringe viden, der kan hjælpe til at forstå, hvordan en given ernæring og kosttype kan afhjælpe malnutrition hos patienten.
Klinisk ernæring
Klinisk ernæring er den disciplin, der beskæftiger sig med forebyggelse, herunder tidlig opsporing, diagnosticering og behandling af ernæringsmæssige og metaboliske ændringer i forbindelse med akutte og kroniske sygdomme og tilstande forårsaget af mangel på, eller overskud af energi og næringsstoffer. Enhver ernæringsmæssig indsats, forebyggende eller helbredende, rettet mod individuelle patienter er klinisk ernæring. Klinisk ernæring er i vid udstrækning defineret ved samspillet mellem fødevaremangel og kataboliske processer relateret til sygdom og aldring.
I denne søjle beskæftiger vi os særligt med sygdomsrelateret underernæring med inflammation (akut eller kronisk) eller uden inflammation. Vi undersøger god ernæringspraksis systematisk ved screening, assessment, behandling, monitorering og opfølgning. Der indgår således undersøgelser af kostens sammensætning, fordøjelse og absorption, metaboliske forhold som måling af stofskifte, ligesom vurdering af kropssammensætning og fysisk funktion. Vi har særligt fokus på tarmens funktion, og er også et center med højtspecialiseret funktion for tarmsvigt (type I-III) og hjemmeparenteral ernæring. Undersøgelsesdesign er eksplorative, hypotesegenererende samt interventionsstudier med såvel kvalitative som kvantitative metoder. Disse metoder suppleres i tæt samarbejde med de to øvrige søjler.
Anvendt ernæring
I anvendt ernæringsforskning arbejder vi med sygdomsrelateret underernæring (DRM) på tværs af diagnoser, discipliner og sektorer. Forskningen har sit afsæt i såvel praksisoplevede problemstillinger som resultater fra eksperimentel og klinisk forskning. Vi arbejder med hele patientforløbet fra tidlig opsporing af ernæringsrisiko i sygdomsforløbet, under behandling af sygdom, samt rehabilitering. Forskningens overordnede mål er at udvikle bæredygtige ernæringsindsatser og velbegrundede ernærings-praksisinterventioner i hele sundhedsøkosystemet, samtidig med at patienter og borgere styrkes. Indsatser med fysisk aktivitet inkluderes, når det er relevant.
Opdateret