Kom til symposium om kvinders sundhed

På symposiet vil der blandt andet være oplæg om de biologiske forskelle mellem mænd og kvinder i behandlingen med kemoterapi, kønsforskelle ved atrieflimren, stofskiftesygdom hos kvinder i den fertile alder, kvinders mikrobiom og reproduktive sundhed. Kvinders sundhed bliver samtidig belyst fra et samfundsmæssigt perspektiv med blandt andet antropologiske perspektiver på irritabel tyktarm og forskning i kvinders oplevelser med vægttab og kropsidealer.
Der vil desuden være en international gæsteforelæsning ved professor Grant Montgomery fra The University of Queensland i Australien.
Se det foreløbige program her.
Præsenter din forskning med en poster
Som en del af symposiet bliver der afholdt en postersession, hvor deltagerne får mulighed for at præsentere egen forskning og gå i dialog med kolleger på tværs af forskningsområder. Dagen afsluttes blandt andet med uddeling af en posterpris.
Vil du bidrage med en poster, skal du sende en titel og et kort abstract på 3-5 linjer med en beskrivelse af dit projekt til Cathrine Linnea Hegtmann på c.hegtmann@rn.dk.
Fristen for at registrere en poster er 15. oktober 2026. Bemærk, at fristen er forlænget i forhold til den tidligere annoncering af symposiet.
Tid, sted og tilmelding
Symposiet ”Research Symposium on Women's Health” finder sted fredag den 27. november 2026 kl. 11.15–17.00 i auditoriet i Hospitalsbyen. Bemærk, at symposiet afholdes på engelsk.
Tilmelding til symposiet sker ved at sende en mail til k.guldbrandsen@rn.dk.