Et sommerhus i gave

Lokal støtteforening for lungesyge står bag flot donation til Lungemedicinsk Forskningsenhed.

Et stenkast fra stranden i Øster Hurup ligger et sommerhus, som i mange år har givet lys og luft, glæde og adspredelse til patienter med lungesygdomme. Nu er det solgt, men det betyder ikke, at det ikke fortsat kan gøre patienterne gavn.

Sommerhuset har tilhørt Støtteforening for Lungesyge i Aalborg, der tidligere på året besluttede at nedlægge sig selv, efter at have eksisteret siden 1903. Foreningens aldrende bestyrelse havde vanskeligt ved at finde nye kræfter til at videreføre arbejdet, og de så derfor ikke andre muligheder end at lukke og afhænde foreningens aktiver.

Overskuddet fra salget af sommerhuset – 1,2 millioner gode danske kroner – ville foreningen i stedet donere til et godt formål. Og en dag før sommerferien ringede telefonen i Lungemedicinsk Forskningsenhed. Det var én fra foreningens bestyrelse, der ville høre, hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville donere nogle penge til forskning.

Forskning i yngre KOL-patienter

- Jeg måtte lige knibe mig i armen, da jeg hørte, hvor mange penge, det drejede sig om. Det er et virkelig flot bidrag til vores forskning, som vi er meget taknemmelige for, siger professor og leder af Lungemedicinsk Forskningsenhed, Ulla Møller Weinreich.

Hun arrangerede et møde med foreningens bestyrelse, og over kaffe og citronmåne fik de aftalt, hvad pengene skal bruges på:

- Bestyrelsen vil meget gerne støtte forskning i KOL, og gerne et konkret ph.d.-studie, der kunne sættes i gang nu, så de stadig er i live og kan deltage ved ph.d.-forsvaret, fortæller Ulla Møller Weinreich.

Derfor blev de enige om, at pengene skal finansiere Sasha Toft Sørensens ph.d.-studie, der fokuserer på de yngste KOL-patienter, deres prognose og muligheder for at forblive på arbejdsmarkedet. En del af projektet skal desuden handle om at undersøge, om tilfælde af astma og infektioner i barndommen, kan være tidlige markører for disposition for at udvikle KOL.

- Det er et superspændende projekt, og vi har allerede etableret en vejledergruppe og aftalt et udlandsophold hos en kollega på Sicilien, så nu går vi i gang, siger Ulla Møller Weinreich.

Gruppefoto

Et punktum – og så ikke alligevel

Torsdag den 18. september var foreningens bestyrelse inviteret på frokost i Lungemedicinsk Afdeling. Her kunne Ulla Møller Weinreich sige tak for den fornemme donation og fortælle mere om det planlagte studie.

- Min oplevelse er, at foreningen ser det som den rigtige måde at lukke på, når nu de ikke selv længere kan drive foreningen og sætter punktum efter mere end 100 års frivilligt arbejde. Nu bliver ånden ført videre gennem vores forskning i at skabe nye muligheder og et bedre liv for de mennesker, som lever med lungesygdom, siger hun.

Foreningen har specifikt ønsket, at der ikke gøres et stort nummer ud af donationen, så altså ingen medieomtale eller opslag på hospitalets sociale medier. Deres eneste betingelse – udover frokosten i torsdags – er et årligt julekort fra Lungemedicinsk Forskningsenhed.

- Det vil jeg sende med største fornøjelse, griner Ulla Møller Weinreich.