Forskningsprojekt skal sikre bedre kommunikation mellem sektorer

Der skal mindre støj på linjen, når sundhedsvæsenet taler sammen på tværs af sektorgrænser. Forskere fra Ortopædkirurgisk Afdeling har netop modtaget en bevilling på 6 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til et projekt, der skal udforske nye patientcentrerede digitale kommunikationsveje.

Kommunikation

Baggrunden for projektet er en erkendelse af, at sundhedsvæsenet er udfordret af manglende sammenhæng i kommunikationen. Dette medfører frustration og dårlig oplevet sammenhæng i behandlingsforløb. 

- I projektet vil vi særligt kigge på udfordringerne i de nuværende kommunikationsveje mellem sundhedsprofessionelle og omsorgspersoner til børn med fysiske handicap, siger professor og overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Ole Rahbek.

I dag er omsorgspersoner det kommunikative bindeled mellem barnets utallige kontakter, hvilket ifølge forskerne kan være en betydelig byrde. Derfor vil afprøve en Messenger-lignende dialog-app, som skal forbinde fagpersoner på tværs af fag og sektorer med barnets pårørende.

- Appen skal danne grundlag for optimeret kommunikation og styrke samarbejde og sammenhæng mellem fagpersoner. Vi har allerede på en mindre gruppe patienter vist, at dialog-appen tages godt imod af patienter og fagprofessionelle. Men ligesom med mange andre nye digitale løsninger, har vi også afsløret nogle strukturelle udfordringer ved at implementere ny teknologi, siger ph.d.-studerende Lili Worre.

I projektet vil forskerne derfor også tage fat på de lovgivningsmæssige udfordringer, som kan være forbundet med en sådan digital løsning, hvor personlige oplysninger udveksles på tværs af aktører på hospitaler, i almen praksis, kommuner og den private sektor. Et krav er således, at den Messenger-lignende dialogplatform både kan bruges under hensyntagen til plejepersonales og professionelles behov, GDPR-lovgivningen og sundhedsloven.

- Succeskriteriet for projektet vil være, at pårørende og fagpersoner oplever løsningen som en forbedring, og nok så vigtigt, at den kan skaleres og implementeres under gældende lovgivning, siger Ole Rahbek.

Den opnåede viden i forhold til brugen af delt digital kommunikation og de juridiske, tekniske og samarbejdsmæssige forhold vil være generisk og fungere som en model, der kan overføres til andre patientgrupper og plejere, der er ramt af kronisk sygdom.

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet. I projektet indgår desuden et advisory board, som repræsenterer en bred vifte af interessenter. Projektet ventes afsluttet i 2027.