Posterpris

Læge ved Nuklearmedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Morten Bentestuen har vundet prisen for bedste poster ved det netop afholdte møde i Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin.

Morten Bentestuens forskning omhandler et nyt og lovende sporstof til brug ved PET/CT-skanning i forbindelse med kræftdiagnostik.

Sporstoffet, der hedder Fibroblast Activation Protein Inhibitor (FAPI), har i flere mindre studier vist sig særdeles velegnet til påvisning af kræftspredning sammenlignet med standard-sporstoffet FDG.

- Der er derfor flere, som anser FAPI som fremtiden inden for kræftdiagnostik. Dog er der behov for flere studier, der undersøger den diagnostiske præcision af FAPI, inden det kan implementeres i den kliniske hverdag, siger Morten Bentestuen og fortsætter:

- Imidlertid er der flere små studier og kasuistikker, der rapporterer om, at FAPI også kan binde sig til celler uden kræft. For at samle op på disse mindre studier, udførte vi et systematisk review, for at få overblik over hvilke tilstande, der ikke er kræft, som kan have FAPI-optagelse, og som man bør kende til, når man fortolker en FAPI PET/CT.