Aalborg Universitetshospital styrker den patientnære, sygeplejefaglige forskning og implementering
I forbindelse med at ledelsesstrukturen på Aalborg UH fra 1. marts reguleres med en reduktion i antallet af klinikker fra 7 til 5 og et øget fokus på patientnær ledelse, justeres også på organiseringen af forskning og udvikling i klinisk sygepleje. Målet er først og fremmest at bringe forskning og implementering af ny evidensbaseret viden tættere på den kliniske hverdag. Det fortæller sygeplejefaglig direktør på Aalborg UH, Lisbeth Lagoni:
- Aalborg Universitetshospital har i mange år været kendt både nationalt og internationalt for sin stærke position inden for forskning i klinisk sygepleje. Området er én af vores spydspidser, og overalt på hospitalet arbejdes der i dag med at fremme en videnskabeligt dokumenteret pleje og omsorg gennem forskningsprojekter. For at styrke dette arbejde yderligere, justerer vi nu på den centrale og kliniknære forskningsorganisering.
Flere postdocs i klinisk sygepleje og styrkede UUU-sygeplejersker
En af justeringerne er, at afsnitsfunktionen som sygeplejerske med ansvar for uddannelse, undervisning og udvikling – de såkaldte UUU-sygeplejersker - opprioriteres. En anden justering retter sig mod optimering og udbredelse af funktionen som postdoc i klinisk sygepleje på klinikniveau, mens funktionen som klinisk sygeplejespecialist nedlægges. Denne proces er allerede initieret, idet flere kliniske sygeplejespecialister igennem de seneste år har optimeret deres forskningsmæssige kompetencer gennem ph.d.-uddannelse, og efterfølgende er blevet ansat som postdoc i samme eller anden klinik på Aalborg Universitetshospital. Dermed er der reelt tale om, at fire resterende stillinger som klinisk sygeplejespecialist nedlægges.
- Vi vil gerne sikre, at forskning inden for sygepleje fremadrettet får et endnu mere klinisk, patientnært præg end i dag, hvilket er i tråd med hospitalets forskningsstrategi og vores styrkede fokus på patientnær ledelse i færre og større klinikker. Det stiller krav om praksisnære kompetencer inden for organisering, motivationsskabelse og understøttelse af fremdrift i implementeringsprocesser foruden dyb indsigt i det, der skal implementeres, fortæller Lisbeth Lagoni.
Med omlægningen vil hospitalet blandt andet på sigt tilstræbe, at UUU-sygeplejerskerne, der ansættes i de enkelte afsnit, er uddannet på master- eller kandidatniveau, så de er bedre rustet til at arbejde med udvikling og implementering af evidensbaseret viden. Samtidig konsolideres funktionen som postdoc i klinisk sygepleje på klinikniveau yderligere:
- Netop funktionen med postdocs i klinisk sygepleje uddannet på ph.d.-niveau har vist sig at være en velfungerende driver i udviklingen af forskningsbaseret viden. Det foregår i tæt samarbejde med sygeplejerskerne på afsnitsniveau, og vi ser et behov for at opgradere funktionen, så den i endnu højere grad kan være med til at udfolde de praksisnære forskningsaktiviteter. Derfor glæder jeg mig over, at vi fremover har mulighed for at øge antallet af postdocs til minimum to i hver klinik, forklarer Lisbeth Lagoni.
Med omlægningen vil der samtidig blive igangsat et arbejde med henblik på at optimere de forskningsmæssige kompetencer blandt fysio-/ergoterapeuter, bioanalytikere, radiografer, jordemødre og diætister, gennem tydelige og eksplicitte strukturer for karrierevejene inden for disse sundhedsprofessioner.
Forfatter
Peter Friis Jeppesen
Kommunikationskonsulent