Gris på operationsbordet i otte kilometers højde
Overlæge Benedict Kjærgaard fra Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling er én af landets ypperste eksperter inden for hjerte- og lungeredning. Tidligere på ugen rykkede han sit udstyr ud i ét af Forsvarets Hercules-fly, hvor han testede en mobil maskine til hjerte-lungeredning.
Maskinen sender koncentreret ilt direkte ned i lungerne, så der holdes et konstant, let overtryk, uden at belaste hele åndedrætssystemet og sætte de beskadigede lunger på overarbejde. Patienten holdes så at sige i live uden selv at skulle trække vejret.
På denne måde holdes lungerne og de øvrige organer i ro, så der kan laves eventuelle indgreb, og det er samtidig en mere effektiv måde at få ilten transporteret ud i blodet i det tilfælde, hvor lungerne ikke fungerer, som de skal.
Forsøget blev testet på en gris, der blev fløjet i rundgang over Nordjylland i 24.000 fods højde. Grises fysiologi minder meget om menneskets, og på sigt ventes det, at danske soldater kan få glæde af metoden i tilfælde af at de skal transporteres med lungeskader.
Når testen foregår i luften, skyldes det, at lufttfyk og ilttrykket her er lavere end i jordhøjde, hvilket gør en i forvejen besværet iltoptagelse ekstra vanskelig. Og det er årsagen til udfordringen med at flytte patienterne.
Ved hidtidige forsøg har det ikke være muligt at anvende metoden i mere end 30 minutter, fordi den kuldioxid, man normalt udånder, ophober sig i blodet, når man ikke trækker vejret. Men ved at føre en kanyle ind i halsen med to kanaler, der fører blod ud og ind i kroppen og rense det for kuldioxid undervejs, så kan metoden bruges i over to timer.
DR og Dansk Industri var med på flyveturen - se videoer og læs mere om Benedict Kjægaards forskning i disse artikler:
Overlæge, professor
Forfatter