Prostata fjernes ved en robotassisteret operation. Det er en meget skånsom operationsform, der gør, at du hurtigt er på benene igen efter operationen. Vi har her samlet nogle billeder, der viser noget af det udstyr, som bruges under operationen.
Operationslejet
Operationslejet tippes 30 grader under operationen. Du kan derfor opleve smerter i skuldrene de første dage efter operationen, fordi du har ligget med hovedet nedad under operationen og har hvilet på dine skuldre.


Instrumenterne, som bruges under operationen
Her kan du se, hvordan instrumenterne sidder gennem maveskindet. For at få plads inde i maven til at operere, får du pumpet kuldioxid ind i maven. Efter operationen lukkes kuldioxiden ud igen, men du kan stadigvæk føle dig lidt oppustet nogle dage efter.
Den luft, som har været pustet ind, er også skyld i, at du efter operationen kan have smerter i skuldrene, da luften stiger til vejrs, når du kommer på højkant. Smerterne fortager sig efter nogle dage.
Lægen, der styrer operationsrobotten
Instrumenterne i maven betjenes ved hjælp af en robot, som styres af en læge. Her ser du, hvordan lægen sidder, når han opererer.