Forløbet består af kontroller, som du løbende bliver indkaldt til. Hvor ofte du bliver indkaldt er individuelt. Nogle har behov for kontrol hver 2.-3. måned, andre en gang om året. Hver kontrol består af en samtale og eventuelt en undersøgelse hos en læge eller en sygeplejerske
Kontrol i ambulatoriet
Når du skal til kontrol, foregår det i Epilepsiambulatoriet, som er en del af det neurologiske speciale. Epilepsiambulatoriet er fysisk placeret på 9. sal på Aalborg Universitetshospital, Afsnit Nord, Ladegaardsgade 5.
Kontrol digitalt
I nogle tilfælde kan det i stedet vælges at ”gå til kontrol” via vores elektroniske spørgeskema-system, Ambuflex. Her udfylder du med jævne mellemrum et skema hjemme. Vi vurderer, ud fra din besvarelse, om alt er, som det skal være, eller der eventuelt er grund til at ringe dig op eller se dig til en fysisk kontrol hos os. I den digitale kontrol, har du også selv mulighed for at ønske kontakt med os.
Afslutning af forløb
Hvis du på et tidspunkt ønsker at afslutte kontrolforløbet, gør vi det, og du overgår i stedet til kontrol hos din egen læge. Vi kan også vælge at afslutte forløbet, hvis vi oplever, at du gentagne gange udebliver fra dine kontroller.