10 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden
En af vores forskere i Hæmatologisk Afdeling, Inger Lise Gade, har modtaget en bevilling på knap 10 millioner kr. til et forskningsprojekt fra Novo Nordisk Fonden. Inger Lise Gade skal forske i tidlig diagnostik af stroke og blodprop i lungen via udåndingsluften.
Med hvert åndedrag udånder vi proteiner og metabolitter, som afspejler biologiske processer på samme måde som en blodprøve. Udåndingsluftens sammensætning er dog ikke ret godt undersøgt.
Udgangspunktet for Inger Lise Gades projekt er derfor, at udåndingsluften repræsenterer en hidtil uudnyttet ressource som biologisk prøve, som:
- kan opsamles på en ikke-invasiv måde
- ville kunne analyseres allerede før patientens møde med hospitalet.
Inger Lise vil med bevillingen etablere en forskergruppe. Det er første gang, at en forsker ved Aalborg Universitetshospital har modtaget en sådan bevilling.