Vi lægger vægt på et trygt forløb
Fødegangen er et sted, hvor der stort set ikke er forskel på dag og nat, og det er umuligt at forudsige antallet af indlagte på et givet tidspunkt. Derfor kan der naturligvis opstå spidsbelastninger nu og da. Vi tilstræber dog, at enhver fødende kan have en jordemoder hos sig i det omfang, hun selv føler behov for.
Det er vores mål så vidt muligt at efterkomme dine ønsker om fødslens forløb, selvfølgelig under hensyntagen til, hvad der er fagligt forsvarligt og tilrådeligt.
Hjemmefødsel
En hjemmefødsel er, for sunde og raske gravide, et ligeværdigt og sikkert alternativ til en fødsel på hospitalet. Alle jordemødre på Fødegangen, Thisted er i stand til at varetage en hjemmefødsel. Der er en række kriterier, som skal være opfyldt, for at en hjemmefødsel er mulig. Overvejer du en hjemmefødsel, så tag en uforpligtende samtale med konsultationsjordemoderen.
Ved komplicerede forløb er der flere fagpersoner med
Vi tager også vare på kvinder med kompliceret graviditet, eller hvor der forventes komplikationer for mor eller barn i selve fødselsforløbet eller i efterforløbet. Også i disse tilfælde er der altid en jordemoder med til fødslen, men i nært samarbejde med fødselslæge og eventuelt narkoselæge.
Vi har et godt og konstruktivt samarbejde med Fødegangen i Aalborg, hvor gravide, familier og fostre med særlige behov eller problemstillinger kan visiteres til. Dette kan fx være gravide med insulinkrævende diabetes eller epilepsi og førstegangsfødende med BMI ≥ 40.
Har barnet behov for at blive indlagt på Neonatalafsnit 12-13, bliver det overflyttet til Aalborg med babyambulance.
Førstegangsfødende tilbydes ammeetablering
Er du førstegangsfødende, tilbyder vi dig og din partner indlæggelse i 2-3- døgn på Barselsafsnittet, hvor I kan få støtte til at etablere amningen og ro til familiedannelse. Under indlæggelsen vil personalet vejlede jer i det omfang, I har behov for.
Den ambulante fødsel
Er du flergangsfødende, bliver du som udgangspunkt udskrevet direkte fra Fødegangen. Dette kaldes en ambulant fødsel og vil sige, at du er indlagt på Fødegangen i op til 6 timer efter fødslen. Vi vil i timerne efter fødslen blandt andet sikre os, at din blødning er normal og at du har normal vandladning. Vi vil også gerne se, at du kan amme, og vi laver en undersøgelse af spædbarnet. Du skal selv sørge for hjemtransport, så husk at medbringe en autostol til barnet.