Barselsophold til førstegangsfødende
Når du har født, bliver du og dit barn udskrevet fra Fødegangen 2-4 timer efter fødslen. Hvis du som førstegangsfødende har født ukompliceret og fået et rask barn, tilbyder vi dig barselsophold på Afsnit for Familiebarsel. Der er jordemødre og sygeplejersker i vagt hele døgnet.
Hjælp til selvhjælp
På Afsnit for Familiebarsel yder vi hjælp til selvhjælp. Det betyder, at vi hjælper og støtter jer i alt, hvad der vedrører den nye familiesituation. I planlægger selv dagens forløb, og I har barnet hos jer døgnet rundt.
Under opholdet kan I og barnet lære hinanden at kende. Vi vil gerne hjælpe jer godt i gang med amningen og vejlede jer i omsorgen for jeres barn og jeres nye familiesituation. Vi kigger ind til jer 1-2 gange dagligt. Vi vil også gerne have, at I ringer til os den første gang, jeres barn skal ammes, så vi kan vejlede jer. I må desuden altid gerne ringe til os med spørgsmål på telefon 97 66 20 01.
Eneværelser
Afsnit for Familiebarsel ligger ligesom Fødegangen på Aalborg Universitetshospital, Nord. Vi har eneværelser med plads til, at din mand eller en anden ledsager kan være medindlagt med dig og den nyfødte baby.
Udlevering af startpakke
Ved ankomst til Afsnit for Familiebarsel får I udleveret en startpakke, som indeholder bleer, bind, klude og stofbleer svarende til et par døgns forbrug. Skulle I have brug for mere end dette, skal I selv medbringe det. Du skal selv medbringe toiletartikler og tøj til dig selv og barnet (mor og barn skal forlade Fødegangen i eget tøj). Der er ikke ammepuder på hotellet.
Forplejning
Overnatning og morgenmad er gratis for mor og den nyfødte baby. Forplejning for fædre/ledsagere koster 160 kr. per døgn.
De første døgn
Det er en stor omvæltning at blive forældre for første gang. Vi sikrer os, at
- dit barn får foretaget relevante undersøgelser (PKU-blodprøve og høreundersøgelse)
- I får en god start på amningen
- I får viden om barnets udvikling og reaktionsmønstre den første tid
Når I skal hjem
Udskrivningssamtale
Vi tilbyder jer en udskrivningssamtale, den dag I skal hjem. Her har I mulighed for at få svar på de spørgsmål, I har. Udskrivningssamtaler foregår hver dag
klokken 10.00 i fællesskab med de andre familier, som skal hjem samme dag. Det er vigtigt, at I har tømt værelset og er klar til at forlade det umiddelbart
efter udskrivningssamtalen.
Kontakt sundhedsplejersken
I skal selv kontakte jeres sundhedsplejerske den førstkommende hverdag, efter I er kommet hjem. I skal ringe til jeres lokale kommunekontor og bede om
at tale med den sundhedsplejerske, der hører til jeres adresse. Sundhedsplejerskens telefontid er sædvanligvis klokken 8.00-9.00. Er I i tvivl om noget efter
udskrivelsen, er I velkomne til at kontakte personalet på Afsnit for Familiebarsel, indtil I har haft kontakt med sundhedsplejersken. I kan også altid kontakte jeres læge eller Lægevagten.
Samtale med jordemoderen
I har mulighed for at få en samtale med den jordemoder, som var med ved fødslen, hvor I kan tale om fødselsforløbet. Kontakt selv Aalborg Jordemodercenter.