Første jordemoderkonsultation er en samtale. Vi har afsat 55 minutter til konsultationen, og vi anbefaler, at både du og din partner deltager.
Jordemoderen taler med jer om de tilbud og muligheder, som indgår i det sammenhængende graviditets-, fødsels- og barselsforløb på Aalborg Universitetshospital.
Jordemoderen følger op på papirerne fra din læge og fører disse oplysninger ind i din elektroniske journal.
Vi ved, at jeres trivsel som kommende forældre har en betydende faktor for det nyfødte barns trivsel. Ved første jordemoderbesøg vil jordemoderen derfor spørge ind til nuværende livssituation, opvækst og andre faktorer, der kan have betydning for jeres trivsel og oplevelse af graviditet, fødsel og forældreskabet. Formålet er at kunne støtte dig/jer bedst muligt i graviditeten og som nybagt familie. Til denne del af samtalen bruger mange jordemødre et samtaleværktøj, som ses nedenfor.
Samtalen med jordemoderen handler også om det at være gravid, fx vejledning om kost, rygning, alkohol og motion. Jordemoderen spørger til dit helbred og eventuel tidligere graviditet og fødsel.
Jordemoderen taler med jer om:
- Jeres egen opvækst og forhold til jeres forældre
- Jeres personlige ressourcer og relationer
- De tanker, I hver især gør jer om at blive forældre eller få endnu et barn i familien
- Sociale og psykiske udfordringer tidligere og nu i jeres liv.
Spørgsmål til inspiration:
- Hvilke glæder og bekymringer har graviditeten medført?
- Hvilke forestillinger har du om at være forælder?
- Hvilke drømme har du for barnet?
- Hvor bevidst er du om det, du spiser?
- Hvor meget motionerer du?
- Ryger du? Overvejer du at stoppe med at ryge?
- Hvordan er dit forhold til alkohol?
Vil du tilmeldes:
- Fødsels-/ forældreforberedelse - en del af et forældreforløb i samarbejde med din kommune
- Hjælp til rygestop