Om afsnittet
Generelt om afsnittet
-
Du bliver tilknyttet det behandlerteam, som varetager behandlingen af din diagnose. På denne måde tilstræber vi, at du bliver behandlet af læger fra teamet, hvis du bliver indlagt flere gange.
I afdelingen arbejder vi efter begrebet primær sygepleje, som betyder, at du tilknyttes én plejeperson, som udfører alle dine plejeopgaver og er ansvarlig for plejen.
-
Hjælp til med det praktiske
Vi opfordrer til, at pårørende tager aktivt del i patientens ophold på sengeafsnittet. Pårørende kan fx hjælpe til med praktiske ting, såsom at hente drikkevarer og passe blomster.
Husk håndhygiejnen
Det er vigtigt, at pårørende er opmærksomme på at holde god håndhygiejne og benytter sig af den håndsprit, som er til rådighed.
Vis hensyn til de andre patienter
Desuden er det vigtigt at vise hensyn til øvrige patienter, som har brug for ro, og vi henstiller til, at besøg foregår i opholdsstuen, hvis patienten har mulighed for det.
-
Sengeafsnit 7 Vest har 24 sengepladser fordelt på 13 to-sengsstuer. På stuen har du TV og radio til rådighed, og du har dit eget skab med lås.
Opholdsstue og café
Opholdsstuen er placeret midt i afsnittet. Her er TV og spil til fri afbenyttelse. Vi anbefaler, at besøg foregår i opholdsstuen, hvis du har mere end 1 gæst.
Vi har en café på mellemgangen uden for afsnittet. Her serverer vi morgenmad og middagsmad.
Genoptræningsredskaber
Vi har et træningshjørne til fri afbenyttelse. I træningshjørnet er der en kondicykel, stepbænke, håndvægte med mere. Vi har også sengecykler til sengeliggende patienter.
Du kan deltage i holdtræning med fysioterapeuter hver onsdag klokken 11.00 i opholdsstuen.
-
I Hæmatologisk Sengeafsnit 7 Vest har vi det særlige funktionsområde Hæmatologisk Daghospital.
-
Hæmatologisk Sengeafsnit 7 Vest har de senere år modtaget flere anerkendelser og kåringer.
Årets kræftafdeling 2017
FSK Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker kårede i efteråret 2017 Sengeafsnit 7 Vest som årets kræftafdeling.
Sengeafsnit 7 Vest fik prisen på grund af personalets kollegiale sammenhold, deres særdeles velfungerende tværfaglige samarbejde med respekt for hinandens kompetencer og deres fokus på arbejdsglæde. Desuden blev god og lydhør ledelse samt høj prioritering af udvikling og forskning fremhævet i forbindelse med kåringen.
Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris 2017
Tarec Christoffer El-Galaly, speciallæge i hæmatologi, dr. med og overlæge ved Hæmatologisk Afdeling samt klinisk lektor ved Aalborg Universitet, modtog i foråret 2017 Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris. Tarec El-Galaly er internationalt anerkendt for sit forskningsarbejde, hvor han har bidraget væsentligt til at ændre den måde, man i dag behandler patienter med lymfekræft.
Tove Nilsson Prisen 2017 og 2014
Forskerprisen 2017
Tarec Christoffer El-Galaly, overlæge, forskningslektor og dr.med., modtog i 2017 Tove Nilssons forskerpris. Tarec Christoffer El-Galaly blev med prisen anerkendt for at være en af de mest talentfulde unge forskere inden for hæmatologi. Begrundelsen findes blandt andet i 42 publikationer, hvoraf flere er internationalt anerkendte, og i et veludviklet internationalt forskningssamarbejde.
Uddannelsesprisen 2014
Ilse Christiansen, uddannelses- og specialeansvarlig overlæge på Hæmatologisk Afdeling, modtog i 2014 Tove Nilsson Prisen for sit store engagement i lægers videreuddannelse både lokalt, regionalt og nationalt. Ilse Christiansen er dr.med. og har blandt andet en masteruddannelse i læreprocesser med speciale i postgraduat lægelig uddannelse.
Fakta
- Tove Nilsson Prisen blev indstiftet den 10. juni 2010 i forbindelse med, at Tove Nilsson fratrådte stillingen som cheflæge.
- Prisen er etableret af Overlægerådet ved Aalborg Universitetshospital med støtte fra Det Obelske Familiefond og uddeles af fondsbestyrelsen, som Tove Nilsson er en del af.
- Prisen uddeles én gang årligt i 10 år til en eller flere lægelige ildsjæle på Aalborg Universitetshospital, der har udvist en særlig indsats inden for forskning og uddannelse.
- Prisen er delt i to, og hver pris er på 25.000 kroner, der gives til dygtiggørelse inden for henholdsvis forsknings- og uddannelsesområderne.
Bedst til behandling af lymfekræft 2016 og 2010
I både 2016 og 2010 blev Hæmatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital kåret som det behandlingssted i Danmark, der har de bedste behandlingsresultater af lymfekræft. I 2016 havde afdelingen blandt andet forbedret overlevelsen for patienterne i forhold til året før. Hæmatologisk Afdeling fik anerkendelsen af Dagens Medicin i forbindelse med den årlige kåring af Danmarks Bedst Hospitaler.
Årets Kliniksted 2014
I 2014 kårede Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) Sengeafsnit 7 Vest som Årets Kliniksted i Region Nordjylland. SLS kårer hvert år Årets Kliniksted ud fra kriterierne:
- God klinisk vejledning
- Godt studiemiljø
- Fokus på uddannelse
- Gode læringsmuligheder.
Den sygeplejestuderende, som havde indstillet Sengeafsnit 7 Vest, skrev blandt andet: ”Der er en helt speciel stemning og atmosfære på Sengeafsnit 7 Vest. Alle hjælper hinanden – også på tværs af faglighed.” I indstillingen var der også lagt vægt på det gode humør, som præger afsnittet, og personalets store engagement i arbejdet.
-
På landsplan
Vi har et tæt samarbejde med de øvrige hæmatologiske afdelinger i Danmark om fx nationale behandlingsvejledninger.
Regionalt
Vi arbejder sammen med Aalborg Universitet i vores forskningsarbejde og i forbindelse med uddannelse af nye læger.
Patientforeninger
Vi har også et tæt samarbejde med relevante patientforeninger:
-
I Afdeling for Blodsygdomme forsker vi i de sygdomme, som vi behandler i afdelingen, og vi deltager i udviklingen af mere effektive behandlingsformer og forebyggelse.
10 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden
En af vores forskere i Afdeling for Blodsygdomme, Inger Lise Gade, har modtaget en bevilling på knap 10 millioner kr. til et forskningsprojekt fra Novo Nordisk Fonden. Inger Lise Gade skal forske i tidlig diagnostik af stroke og blodprop i lungen via udåndingsluften.
Med hvert åndedrag udånder vi proteiner og metabolitter, som afspejler biologiske processer på samme måde som en blodprøve. Udåndingsluftens sammensætning er dog ikke ret godt undersøgt.
Udgangspunktet for Inger Lise Gades projekt er derfor, at udåndingsluften repræsenterer en hidtil uudnyttet ressource som biologisk prøve, som:
- kan opsamles på en ikke-invasiv måde
- ville kunne analyseres allerede før patientens møde med hospitalet.
Inger Lise vil med bevillingen etablere en forskergruppe. Det er første gang, at en forsker ved Aalborg Universitetshospital har modtaget en sådan bevilling.
Ude godt, hjemme bedst - kemoterapi i hjemmet
Hæmatologisk Afdeling deltager i et nationalt forskningsprojekt, hvor patienter med akut myeloid leukæmi tilbydes at få kemoterapi derhjemme med en pumpe i stedet for at være indlagt. Tilbuddet om kemoterapi i hjemmet startede som et projekt på Rigshospital og har vist, at patienterne er tilfredse, trygge ved ordningen, føler mindre kvalme og har et større overskud i hverdagen. Tal med din læge i Hæmatologisk Afdeling om mulighederne for at deltage i projektet. Vær opmærksom på, at hjemmebehandlingen kun gælder patienter med akut myeloid leukæmi.
-
I sengeafsnittet møder du læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der arbejder sammen om at give dig den bedste behandling. Vi er også et uddannelsessted med studerende og elever.
Læger
I Afdeling for Blodsygdomme er vi et hold læger, som dækker alle afsnit i afdelingen. Blandt lægerne er der en ledende overlæge, overlæger, professor og medicinstuderende.
Plejepersonale
Afsnittets plejepersonale består af en afsnitsledende sygeplejerske, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Vi har også sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever.
Frivillige
Vi har et hold af frivillige hjælpere, som kommer i afsnittet hver tirsdag og onsdag. De frivillige kan hjælpe med praktiske gøremål som at gå ærinder i kiosken, ordne dine blomster, ledsage dig på en gåtur eller bare sidde ned til en god snak.
-
Kontakt
Jakob Madsen
Cheflæge
Christina Andersen
Chefsygeplejerske
Opdateret