Kære patient samt pårørende
En læge med speciale i ældresygdomme (geriatri), har tilset dig på akutmodtagelsen, AMA.
Lægen har læst din journal, gennemgået din medicin, og I har talt sammen.
Herefter har lægen henvist dig til udredning i Geriatrisk Ambulatorium efter udskrivelsen.
Hvorfor er du blevet henvist?
Geriatrisk Ambulatorium er en specialafdeling, der undersøger og behandler sygdomme hos ældre. Sådanne sygdomme viser sig som eksempelvis:
- fald
- gangbesvær
- vægttab
- inkontinens
- depression
- hukommelsesbesvær
Når den akutte situation, der har ført til din indlæggelse, er faldet til ro, kan eventuel sygdom med fordel vurderes nærmere.
Du og lægen har derfor aftalt, at du vil modtage en indkaldelse til Geriatrisk Ambulatorium, når du er udskrevet.
Geriatrisk Ambulatorium har et tæt samarbejde med hospitalets øvrige afdelinger, praktiserende læger, hjemmeplejen, optræningscentre, aktivitetscenter og andre, der arbejder for og med ældre.
Kontakt og mere viden
Både du og dine pårørende er velkomne til at kontakte os for nærmere oplysninger.