Du skal bruge et forstøverapparat, der hjælper med at transportere medicin helt ned i lungerne.
Apparatet fungerer ved hjælp af en kompressor, der blæser luft ind i et medicinkammer. Når luftstrømmen kommer ind i kammeret, bliver den mættet med små dråber af medicin. Den medicinrige luft bliver ført videre til et mundstykke eller en maske.
Når du trækker vejret gennem mundstykket eller masken, får du transporteret medicinen helt ned i lungerne, hvor den skal gøre sin virkning.
Du skal bruge forstøveren, hvis du har symptomer på svær åndenød, eller hvis anden inhalationsbehandling ikke kan benyttes.
Sådan klargør du apparatet
- Sæt ledningen i forstøverapparatet og derefter i stikkontakten.
- Forbind den ene ende af den klare plastikslange til kompressorens trykudtag.
- Sæt den anden ende af plastikslangen fast til bunden af forstøverkammeret.
Nu er forstøverapparatet klar til at modtage medicin.
Sådan påfylder du medicin
- Skru den øverste halvdel af forstøverkammeret af.
- Åbn det antal ampuller med medicin, som du skal have.
- Hæld medicinen i forstøverkammeret. Skru for-støverkammeret sammen igen.
- Montér mundstykke eller maske på forstøverap-paratet.
Sådan inhalerer du medicin
- Sæt dig i en stol eller i sengen med god rygstøtte.
- Sørg for enten, at slutte helt tæt omkring mundstykket, eller at masken slutter helt tæt omkring din næse og mund, så du undgår at få medicinen op i øjnene.
- Tænd for apparatet, når du er klar. Så begynder forstøvningen.
- Træk vejret stille og roligt igennem mundstykket eller masken. Det er vigtigt, at du ikke føler, at behandlingen er hårdt arbejde. Tag gerne et par dybe indåndinger engang imellem.
- Er det for hårdt, kan du sagtens slukke for apparatet, holde en pause, tænde igen og tage det sidste af medicinen.
- Inhalér medicinen i cirka 10 minutter.
Sådan rengør du apparatet
Daglig rengøring:
Efter hver brug tømmes medicinkammer for eventuelle medicinrester og opbevares rent.
Minimum 1 gang dagligt:
- Adskil de 3 dele af forstøverkammeret – medicinkammer, spredevingen og toppen. Vask dem i varmt sæbevand sammen med masken/mundstykket.
- Skyl delene i rent, koldt vand. Ryst overskydende vand ud, og lad delene lufttørre.
- Saml alle delene igen – og sikr dig, at spredevingen er i korrekt position.
Minimum 1 gang ugentligt:
- Adskil de 3 dele af forstøverkammeret – medicinkammer, spredevingen og toppen – og kog det sammen med mundstykket i vand med 2-3 dråber opvaskemiddel i cirka 10 min.
- Skyl delene i kold vand og lad dem lufttørre. Saml alle delene igen.
OBS: Masken må ikke koges og slangen må ikke vaskes eller nedsænkes i vand.
- Du skal rengøre forstøverapparatet minimum 1 gang ugentligt ved at tørre den grundigt af med en opvredet klud. Brug en vatpind til at rense svært fremkommelige steder.
Skift filter efter behov
Filteret skal skiftes hver 3. måned eller hvis det er misfarvet. Træk filteret ud på siden af forstøverapparatet, og erstat det snavsede filter med et nyt. Der er ekstra filtre i kassen.
Kontakt os, hvis du har brug for nye dele
Når forstøversættet trænger til udskiftning eller filtrene slipper op kontakt os. Forstøversættet kan bruges op til et år, hvis rengøringsvejledning overholdes.
Kontakt os, hvis du har tekniske problemer
Hvis maskinen ikke fungerer optimalt, eller hvis der er tekniske problemer, skal du aflevere den. Du får en ny maskine med hjem i stedet for den, der er i stykker.
Aflevér maskinen, hvis du ikke bruger den
Når du ikke længere har behov for forstøveren mindst 1 gang dagligt, skal du aflevere den.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.