I denne pjece får du gode råd til, hvordan du håndterer åndenød.
Måske har du mærket, at din vejrtrækning er hurtigere og mere overfladisk end normalt, når du oplever åndenød. Når vejrtrækningen er overfladisk, kommer luften kun til de øverste luftveje og ikke helt ned i lungerne. Derved får kroppen ikke mulighed for at få den ilt, den har brug for. Man kan sige, at det er mindre
”økonomisk” at trække vejret hurtigt og overfladisk,
fordi du bruger mange muskler og mere energi.
Du får ikke luften så langt ned i lungerne, at du får
glæde af hvert åndedrag.
Man kan godt føle uro, når man har åndenød. Det er en almindelig reaktion på åndenød. Det er kroppens forsvarsmekanismer, der sætter ind. Uroen gør, at du trækker vejret hurtigere og samtidig spænder musklerne. Uro øger din følelse af åndenød i stedet for at afhjælpe den.
I det følgende får du vejledning til, hvordan du kan få kontrol over din åndenød, og hvordan du finder gode hvilestillinger, hvor dine lunger får de bedste arbejdsbetingelser.
Sådan gør du
Lav pustelyd
Pustelyd er en vejrtrækningsteknik, hvor du langsomt puster ud gennem let spidsede læber – såkaldt fløjtemund. Pustelyd er effektiv til at få kontrol over åndenød, hvor vejrtrækningen er hurtig og overfladisk. Pustelyd giver dig mere luft, når du laver noget fysisk anstrengende, fx tager tøj på, tager bad eller går ture.
|
Når du laver pustelyd, skal du trække vejret ind gennem næsten og puste ud gennem let spidsede læber.
|
Sådan laver du pustelyd
- Træk vejret langsomt ind gennem næsen.
- Pust langsomt ud gennem let spidsede læber.
- Tøm ikke lungerne helt for luft.
- Vent med at tage næste indånding, indtil du naturligt har behov for det.
Find gode hvilestillinger
Hvis du har åndenød, er det vigtigt, at du finder en stilling, hvor vejrtrækningen kan foregå så let som muligt. Du skal finde en stilling, hvor kroppen og skuldrene kan finde hvile, så lungerne får de bedste arbejdsbetingelser.
På næste side kan du se en række illustrationer af gode hvilestillinger, du kan bruge.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.