Ph.d.-forsvar ved Nadja Albertsen

Mandag den 11. marts forsvarer læge Nadja Albertsen sin ph.d.-afhandling omhandlende forekomsten af forkammerflimmer i Grønland.

Nadja Albertsen

Om afhandlingen

Dette ph.d.-projekt tager udgangspunkt i den grønlandske befolkning på ca. 57.000 mennesker. 

Igennem de sidste 7 årtier har levevilkårene i Grønland ændret sig markant. Blandt andet har kosten ændret sig, befolkningen bliver ældre, og den grønlandske befolknings sundhedstilstand er, som andre steder i verden i dag, tiltagende præget af livsstilsrelaterede sygdomme og kroniske sygdomme. En af disse sygdomme er forkammerflimmer, også kaldet atrieflimren. 

Atrieflimren i Grønland er kun sparsomt beskrevet tidligere, men vi ved fra andre studier, at der bliver flere ældre i Grønland, ligesom sygdomme som øger risikoen for atrieflimren, bliver hyppigere. 

Afhandlingen er bygget op omkring fire studier: Det første studie tager udgangspunkt i oplysninger fra det elektroniske journalsystem, hvor patienters sygdomme og medicin registreres. Det næste studie undersøger forekomsten af atrieflimren på den grønlandske østkyst ved hjælp af optagelse foretaget med et håndholdt apparat, mens det tredje undersøger forekomsten i Nuuk ved hjælp af spørgeskemaer og hjerterytmeoptagelser foretaget over flere dage. Endelig undersøger afhandlingen forekomsten af atrieflimren hos patienter som er udskrevet fra Grønlands eneste hospital med en diagnose for blodprop i hjernen.

Resultaterne af de tre første undersøgelser peger på, at forekomsten af atrieflimren i den grønlandske befolkning næppe er væsentlig anderledes end i andre lande i Norden. Dertil har forekomsten et lignende mønster som i andre lande, nemlig at tilstanden bliver hyppigere med alderen og oftest forekommer hos mænd. Til gengæld finder det sidste studie, at færre blodproppatienter end tidligere har atrieflimren. Dette fald kan skyldes udfordringer med at undersøge, og dermed diagnosticere, patienterne, og resultaterne antyder, at længerevarende undersøgelser for atrieflimren kan være en generel udfordring i Grønland.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret afholdes mandag den 11. marts kl. 11.00 hos Klinisk Institut, lokale 11.01.032, Selma Lagerløfs Vej 249, 9260 Gistrup. Alle interesserede er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Professor Stig Andersen, MD, PhD, Aalborg University Hospital
  • Professor Sam Riahi, MD, PhD, Aalborg University Hospital
  • Professor Michael Lynge Pedersen, MD, DMSc, Ilisimatusarfik, University of Greenland.

Bedømmelsesudvalg

  • Clinical Associate Professor Karina Frahm Kirk (Chair), Aalborg University.
  • Associate Professor Kasper Glerup Lauridsen, Aarhus University.
  • Professor Kristina Hermann Haugaa, University of Oslo.