Svært for akutte patienter at ringe rigtigt

I Danmark er det et krav, at man ringer til ét af de akutte sundhedstilbud – nemlig lægevagten eller 1-1-2 – før, man kan blive visiteret til at blive tilset af en læge eller komme på sygehuset. I livstruende situationer eller ved alvorlig tilskadekomst opfordres man til at ringe 1-1-2, hvorimod lægevagten (eller 1813 i hovedstadsområdet) er henvendt til patienter med mindre akutte skader og sydom.

- Det kan virke som en enkel sondring, men i praksis er grænserne mellem de akutte sundhedstilbud ikke helt klare, og derfor oplever vi patienter, som med fordel kunne have kontaktet 1-1-2 i stedet for lægevagten eller omvendt, fortæller læge ved Center for Præhospital- og Akutforskning, Morten Breinholt Søvsø.

Han har i et ph.d.-studie undersøgt i hvor høj grad, patienterne vælger det akutte sundhedstilbud, der er mest relevant for deres sundhedsproblem.

- Vi har kigget på patienter med hjerneblødning, blodprop i hjertet og blodforgiftning, som alle tre er tidskritiske og livstruende sygdomme, siger Morten Breinholt Søvsø.

I undersøgelsen viste 40% af patienter med hjerneblødning eller blodprop i hjertet sig at have ringet til lægevagten, selvom 1-1-2 i disse tilfælde ifølge Morten Breinholt Søvsø havde været mere hensigtsmæssigt. Hos patienterne med blodforgiftning tegnede henvendelserne til lægevagten sig for 60% af tilfældene.

- Heldigvis kan vi se, at patienterne i de mest alvorlige tilfælde ringer 1-1-2. Det understøttes blandt andet af, at andelen af patienter, der bliver indlagt på en intensivafdeling, har lange hospitalsindlæggelser eller ligefrem dør er større i den gruppe, siger Morten Breinholt Søvsø.

Alligevel giver studiet anledning til, at man genovervejer måden patienterne visiteres på – og i højere grad sikrer et øget samarbejde mellem de akutte sundhedstilbud, mener han:

- Det indikerer, at patienterne kan have svært ved at navigere i det akutte sundhedsvæsen. Det bør derfor overvejes, om vi bør tilpasse tilbuddene mere til patienterne og deres behov – fx med mere deling af patientinformation mellem vagtlæge og 1-1-2, sikre kompatible telefonsystemer og måske ligefrem en fælles fysisk lokalisation. Fordele og ulemper ved den slags tilpasninger bør undersøges nærmere, siger han.

Socialt udsat gruppe ringer 1-1-2

I forskningsprojektet har Morten Breinholt Søvsø også undersøgt, om der er sociodemografiske faktorer, der spiller ind, når borgerne vælger at kontakte enten 1-1-2 eller lægevagten. 

- Generelt ser vi, at patienter der kontakter 1-1-2 er en socialt udsat gruppe med lav socioøkonomisk status, sammenlignet med patienter, er kontakter lægevagten. De patienter, der både kontakter 1-1-2 og lægevagten er en gruppe med risiko for et dårligt udfald, forklarer han.

Morten Breinholt Søvsøs undersøgelse er baseret på registerdata og siger således ikke noget om patienternes bevæggrunde for at vælge enten den ene eller den anden indgang. Det håber han, at yderligere kvalitative undersøgelser, hvor fx patienternes journaler gennemgås og der gennemføres interviews og spørgeskemaundersøgelser, kan bidrage til at forstå.