Ph.d.-forsvar ved Louise Skau Rasmussen

Fredag den 9. oktober forsvarer læge ved Onkologisk Afdeling, Louise Skau Rasmussen, sin ph.d.-afhandling om vurdering af overlevelse blandt patienter med kræft i bugspytkirtlen.

Louise Skau RasmussenI Danmark diagnosticeres cirka 1000 nye patienter med bugspytkirtelkræft/pancreas cancer (PC) hvert år. Randomiserede kontrollerede forsøg (RCTs) benyttes, når effekten på overlevelse (OS) af en ny kræftbehandling skal testes på PC-patienter. RCTs er kendetegnet ved, at patienter fordeles tilfældigt til enten at modtage en eksperimentel behandling eller en kontrolbehandling. En udfordring ved RCTs er, at de patienter, der inkluderes, ofte er yngre, har færre følgesygdomme og er i bedre almen tilstand sammenlignet med de patienter, som behandles i den kliniske hverdag. Når en kræftbehandling anvendes i den kliniske hverdag, opstår spørgsmålet derfor, om den samme overlevelsesgevinst kan opnås der. Dette undersøgte vi i studierne I-III med registerdata fra Dansk Pancreas Cancer Database i perioden 2011-2016.  

Resultaterne fra studie I-III viste, at overlevelserne for de PC-patienter, som var blevet behandlet med henholdsvis kurativ operation og palliativ kemoterapi, var sammenlignelige eller kun lidt kortere end dem rapporteret i RCTs og afspejler formentlig den højere andel af ældre og patienter med hyppige følgesygdomme i vores kliniske kohorte.

Søgning efter klinisk brugbare prognostiske markører er vigtige, da de kan bidrage til at forudsige PC-patienternes overlevelse. I studie IV benyttede vi data fra det prospektive studie “Biomarkører hos patienter med bugspytkirtelkræft” i perioden 2008-2018. I patienternes blodprøver, som blev taget inden behandling, undersøgte vi, om der var en sammenhæng mellem vitamin D niveauer og inflammationsbiomarkørerne Interleukin-6, chitinase-3-like protein 1 (CHI3L1), også kendt som YKL-40 og C- reaktivt protein. Vi undersøgte desuden, om der var en association mellem vitamin D niveauerne og overlevelse.

Resultaterne fra studie IV viste, at der var en sammenhæng mellem lave D-vitamin niveauer og høje værdier af alle inflammationsmarkørerne. Desuden at PC-patienterne, som var kurativt opereret for stadie I+II tumorer med lave D-vitamin niveauer havde en dårligere overlevelse, sammenlignet med de patienter, som havde sufficiente niveauer. For patienter med stadie III+IV tumorer, som var behandlet med palliativ kemoterapi, havde D-vitaminniveauet ikke nogen indflydelse på overlevelsen.

Tid og sted

Ph,d.-forsvaret finder sted den 9. oktober kl. 14.00. Grundet COVID-19 afvikles forsvaret online. Det er muligt at overvære forsvaret ved at sende en mail til inst.klinisk.phd@dcm.aau.dk.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Ursula G. Falkmer, Senior consultant, Professor, MD, PhD, Departments of Oncology and Clinical Medicine, Aalborg University Hospital,Aalborg University, Denmark
  • Mette Karen Yilmaz, Senior consultant, MD, Department of Oncology, Aalborg University Hospital, Denmark
  • Laurids Østergaard Poulsen, MD, PhD, Clinical Lecturer, Departments of Oncology and Clinical Medicine, Aalborg University Hospital, Aalborg University, Denmark

 

Bedømmelsesudvalg

  • Ole Thorlacius-Ussing (formand), Senior consultant, Professor, MD, PhD, Departments of Surgery and Clinical Medicine, Aalborg University Hospital, Aalborg University, Denmark
  • Mef Christina Nilbert, Senior consultant, Professor, MD, PhD, Molecular Diagnostics of colorectal cancer, Department of Clinical Medicine, Amager-Hvidovre Hospital, Denmark, University of Copenhagen
  • Johan Haux, Senior consultant, Ass. Professor, MD, PhD, Department of surgery/unit of oncology, Skaraborg Hospital, Skövde, University of Skövde, Sweden