Aalborg-forskning i Lancet Haematology
I arbejdet, der har titlen ”Beyond maximum grade: modernising the assessment and reporting of adverse events in haematological malignancies”, har en gruppe af internationale eksperter inden for hæmatologi, biostatistik og repræsentanter for patientforeninger, i samarbejde med blandt andre det amerikanske lægemiddelagentur, udarbejdet et sæt guidelines til, hvordan man i fremtiden bør forholde sig til bivirkninger i behandlingen. Det er det første kommisionsarbejde, Lancet Haematology har udgivet, og håbet er at dette bliver fulgt op af samarbejdsprojekter inden for arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppen har undersøgt den nuværende proces med vurdering af bivirkninger og blandt andet belyst behovet for at indarbejde patientrapporterede data og for at revurdere lægemidlers toksicitet udenfor kontrollerede kliniske forsøg.
- Der er sket enorme fremskridt i behandlingen af hæmatologiske kræftsygdomme over de seneste år, og mange patienter lever derfor i mange år efter deres kræftdiagnose. Den udvikling kræver imidlertid, at vi også begynder at kigge på, hvordan behandlingen påvirker folk på længere sigt i forhold til livskvalitet og bivirkninger, siger overlæge dr.med. Tarec Christoffer El-Galaly, der har stået i spidsen for en del af arbejdet i den store arbejdsgruppe.
Han fortæller, at han og det hæmatologiske forskningsafsnit ved Aalborg UH blev inviteret med i arbejdet på baggrund af en henvendelse fra Division of Haematology, Mayo Clinic i Minnesota.
- Vi er meget stolte over, at være med i dette arbejde, hvor vi deltager i selskab med nogle af verdens førende forskere inden for området. Mest af alt glæder vi os dog over, at vi hermed også får mulighed for at være med til at sætte fokus på nogle vigtige problemstillinger relateret til vurdering af behandlingers langtidsvirkninger og pege på potentielle løsninger.
Arbejdet er netop publiceret i Lancet Haematology, og kan findes på https://www.thelancet.com/journals/lanhae/article/PIIS2352-3026(18)30051-6/fulltext