Fonde med ansøgningsfrist i august til oktober

Fundraising- og projektadministrationsenheden (FUPA) har samlet en oversigt over udvalgte fonde med ansøgningsfrist i perioden august til oktober. Læs om hvad fondene støtter og find link til de aktuelle opslag her.  Ønsker du hjælp og sparring til din ansøgning, så kontakt FUPA på forskning.fupa@rn.dk.

August

Reservelægefonden ved Aalborg Universitetshospital

Der vil fortrinsvis blive bevilget tilskud til rejseudgifter til ikke-vikaransatte reservelæger i forbindelse med deres dokumenterede videnskabelige aktiviteter. Ansøger skal være ansat i en af de somatiske klinikker ved Aalborg Universitetshospital. Der er ansøgningsfrist den 15. august 2017. Kontakt sekretær Hanne Sørensen på has@rn.dk eller telefon 97 66 44 09 for yderligere information. 

Kræftens Bekæmpelse - Eksperimentel, klinisk og epidemiologisk kræftforskning (rejser)

Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg støtter grundvidenskabelige, kliniske og epidemiologiske kræftforskningsprojekter. I august kan der ansøges om følgende virkemidler:

Støtte til længerevarende udlandsophold ekskl. løn
Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg yder støtte til studieophold, der er knyttet til gennemførelse af kræftforskningsprojekter. Der kan søges støtte til rejse-, fragt-, sygeforsikrings- og andre merudgifter.

Støtte til kortvarige rejser under 1 måned

Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg yder støtte til kortvarige rejser i forbindelse med kræftforskning.
Der gives fortrinsvis støtte til rejse og ophold i udlandet i forbindelse med arbejde evt. samarbejde af op til 1 måneds varighed samt mødedeltagelse, hvor ansøger skal fremlægge sine forskningsresultater via foredrag eller poster.

Ansøgningsfristen er 15. august 2017 kl. 15.00. Læs mere her: https://www.cancer.dk/forskning/stoette-til-forskning/til-ansoegere/eksperimentel-klinisk-og-epidemiologisk-kraeftforskning/

September

Gangstedfonden

Gangstedfonden har flere fokus områder de yder støtte til bl.a. ”Sygdom og sygdomsbekæmpelse”. Fonden yder primært bevilling til løn til introduktionsstipendiater (1. år) til ph.d.-studerende. Der er ansøgningsfrist den 1. september 2017. Læs mere her: http://www.gangstedfonden.dk/

Jordemoderforeningens Forsknings- og Udviklingsbeholdning 

Jordemoderforeningens Forsknings- og Udviklingsbeholdning støtter jordemoderfaglig forskning og teoriudvikling. Midler kan kun søges af medlemmer af Jordemoderforeningen. Der er ansøgningsfrist den 1. september 2017, kl. 12.00. Læs mere her: http://www.jordemoderforeningen.dk/fag-forskning/forsknings-og-udviklings-beholdningen/

Ergoterapeutforeningens Forskningsfond

Fonden yder tilskud til udviklingsarbejde og forskning inden for ergoterapi i overensstemmelse med Ergoterapeutforeningens forskningspolitik. Ergoterapeutforeningens forskningspolitik har fokus på udvikling af ny viden inden for ergoterapi, herunder sikring og udvikling af det videnskabelige grundlag for de ergoterapeutiske teorier og metoder. Midler kan kun søges af medlemmer af Ergoterapeutforeningen. Der er ansøgningsfrist den 15. september 2017. Læs mere her: http://www.etf.dk/ergoterapi-og-politik/fonde-og-puljer

Svend Andersen Fonden

Svend Andersen Fonden yder støtte til lægevidenskabelig forskning hovedsagelig ved Rigshospitalet, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital. For at komme i betragtning til midler skal forskningen være af høj international klasse. Der lægges her vægt på projektets originalitet og relevans og ikke mindst på ansøgers videnskabelige kvaliteter (belyst ved publikationer og citationer). Der gives primært støtte til driftsmidler og apparatur, hvorimod lønmidler kun gives i begrænset omfang og da kun til teknisk assistance (bioanalytiker og lignende). Der er ansøgningsfrist den 1. september 2017. Læs mere her: http://www.svendandersenfonden.dk/

TrygFonden

TrygFonden støtter forskningsprojekter af høj videnskabelig kvalitet inden for TrygFondens 11 fokusområder.  Vi lægger vægt på, at idéen har potentiale til at fortsætte og blive indlejret i samfundet, når projektet ophører.  Forskningsprojekter skal opfylde følgende krierier: 1. have høj videnskabelig kvalitet på internationalt plan, bedømt gennem peer review efter gængse videnskabelige kriterier, 2. være anvendelsesorienteret og med et praktisk sigte og 3. være fremtidssikret i den forstand, at projektet inkluderer velunderbyggede overvejelser af, hvordan de nye forskningsresultater bliver forankret hos relevante institutioner og personer. Der er ansøgningsfrist den 1. september. Læs mere her: https://trygfonden.dk/

Det Frie Forskningsråd - Sundhed og Sygdom

Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom støtter forskere, der arbejder med alle aspekter af grundvidenskabelig, translationel, klinisk og samfundsmedicinsk forskning i relation til menneskers sundhed og sygdom. Det Frie Forskningsråd DFF ønsker at styrke og videreudvikle internationaliseringen af dansk forskning og ser derfor gerne, at ansøgninger til rådet omfatter internationale aktiviteter. Følgende virkemidler udbydes i september 2017:

DFF-forskningsprojekt 1

For at fremme kvaliteten af dansk forskning giver DFF midler til forskningsprojekter inden for en økonomisk ramme på op til 1.800.000 kr. ekskl. overhead. Et DFF-Forskningsprojekt 1 er kendetegnet ved en klar og afgrænset problemformulering, hvor forskningsaktiviteterne forventes at være af høj, international kvalitet.

DFF-forskningsprojekt 2 
DFF kan ansøges om forskningsmidler til forskningsprojekter udført af flere forskere (herunder postdockandidater og ph.d.-studerende) indenfor en økonomisk ramme på mellem 1.800.000 kr. og 4.100.000 kr. ekskl. overhead. Forskningsaktiviteterne skal have potentiale til at opnå synergi mellem eventuelle delprojekter, indeholde internationalt samarbejde (hvis relevant) og være af høj, international kvalitet.

Delestillinger 
Det Frie Forskningsråd | Sundhed og Sygdom kan ansøges om frikøb fra ansættelse i klinisk stilling, således at op til 6 måneder om året i op til 3 år tilegnes et forskningsprojekt, og den øvrige tid tilbringes i en klinisk ansættelse lønnet af den institution, hvor den kliniske ansættelse finder sted.

De tre opslag har alle ansøgningsfrist den 27. september 2017 kl. 16.00. Læs mere her: http://ufm.dk/forskning-og-innovation/tilskud-til-forskning-og-innovation/opslag/2017/filer/dff-opslag_e2017_og_f2018_dk.pdf

Oktober

Børnecancerfonden

Fonden støtter projekter og aktiviteter indenfor børnekræftområdet: Lægevidenskabelig og anden forskning, faglige udviklingsprojekter, fx inden for sygepleje, ernæring eller det psykosociale område, uddannelses- og mødeaktiviteter og oplysnings- og informationsvirksomhed. Der er ansøgningsfrist den 1. oktober 2017 kl. 12:00. Læs mere her: https://boernecancerfonden.dk/ansoeg-fonden/

Fonden til Lægevidenskabens Fremme

Der gives blandt andet støtte til dele af projekter, der udføres af videnskabeligt arbejdende klinikker, laboratorier og institutioner − fx laborantaflønning, mindre apparatur og forsøgsmateriale. Der kan derudover ansøges om støtte til enkeltpersoners korterevarende, specielle uddannelser ved udenlandske universiteter eller institutioner. Området skal være af betydning for dansk lægevidenskab eller det danske samfund. Der er ansøgningsfrist 14. oktober 2017. Læs mere her: https://www.apmollerfonde.dk/ansoegning/laegefonden.aspx

Danske Fysioterapeuters fond for forskning, uddannelse og praksisudvikling

Fondens midler bliver brugt på hovedområderne forskning, uddannelse og praksisudvikling. Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse udpeger hvert tredje år specifikke temaer, som særligt skal tilgodeses ved uddelingerne. Der er ansøgningsfrist 1. oktober 2017.  Læs mere her: https://fysio.dk/fafo/fonde/danske-fysioterapeuters-fond-for-forskning-uddannelse-og-praksisudvikling

Bioanalytikernes Uddannelses- og Forskningsfond

Bioanalytikernes Uddannelses- og Forskningsfond har til formål at støtte udviklings- og forskningsprojekter udført af bioanalytikere inden for bioanalytikerfagets forskellige fagområder samt at yde støtte til bioanalytikernes deltagelse i forskningskvalificerende kurser, konferencer med videre. Der er ansøgningsfrist 1. oktober 2017. Læs mere her: http://www.dbio.dk/uddannelse-og-karriere/fondpris/Sider/Uddannelses--og-Forskningsfonden.aspx

Kræftens Bekæmpelse - Komité for Psykosocial Kræftforskning

Komité for Psykosocial Kræftforskning støtter psykosocial støtter kræftforskning indenfor det psykosociale område. Følgende virkemidler udbydes i oktober 2017:

Projektudgifter
Forskere kan søge støtte til egen løn (herunder senior- og juniorstipendier), videnskabelig og teknisk assistance, apparatur, driftsudgifter mv. i forbindelse med deres projekt. Studerende har mulighed for at søge et juniorstipendium med tiltrædelse efter bestået eksamen.

Forberedelsesstipendier
Kræftens Bekæmpelses Psykosociale Forskningsudvalg uddeler forberedelsesstipendier i forbindelse med planlægning af forskningsprojekter. I forbindelse med planlægningen af et forskningsprojekt kan der søges et forberedelsesstipendium (egen løn i 3 - 6 måneder). Der kan desuden søges støtte til andre udgifter under forberedelsesfasen, f.eks. konsulentbistand, driftsudgifter m.v.

Længerevarende udlandsophold
Der ydes støtte til længerevarende udlandsophold, der er knyttet til gennemførelse af kræftforskningsprojekter. Der kan søges støtte til løn samt rejse-, fragt-, sygeforsikrings- og andre merudgifter i forbindelse med rejser over 1 måneds varighed.

Der er ansøgningsfrist den 2. oktober 2017. Læs mere her: https://www.cancer.dk/forskning/stoette-til-forskning/til-ansoegere/psykosocial-kraeftforskning-_-muligheder-for-stoette/#forberedelsesstipendier

Dagmar Marshalls Fond

Fonden yder støtte til medicinsk forskning inden for områder, som fondens bestyrelse finder særligt påtrængende eller vigtige – herunder udforskning af børnesygdomme, kræftforskning og udforskning af spastiske sygdomme. Fonden administreres af Advokatfirmaet Bruun & Hjejle. Der er ansøgningsfrist den 1. oktober 2017. Kontakt fondsadministrator advokat Mette Bruun på mbr@bruunhjejle.dk for ansøgningsskema og evt. yderligere information.