Spirende succes for radiologisk forskningsenhed

Efter næsten to år med en radiologisk forskningsenhed på Aalborg Universitetshospital har flere og flere forskergrupper fra hospitalet fået øjnene op for de ydelser, enheden tilbyder.

Da Aalborg Universitetshospital i 2015 etablerede en radiologisk forskningsenhed var sigtet blandt andet at etablere et styrket tilbud om MR-scanningsydelser til forskergrupper fra andre specialer. 

- Tanken var, at vi udover at styrke vores egen forskning inden for det radiologiske speciale også kunne fungere som et forskningsmæssigt serviceorgan til de specialer, som måtte efterspørge billeddiagnostiske ydelser i forbindelse med deres forskningsprojekter.

Det fortæller professor ved Radiologien og leder af forskningsenheden, Jens Brøndum Frøkjær. Med oprettelsen af centeret blev der afsat MR-scannerkapacitet udelukkende til brug for forskning, og det tilbud har flere og flere fået øje på.

- Udover selve skanningsydelsen vil vi også meget gerne være med til at kvalificere projekterne, så man udnytter de teknologiske muligheder bedst muligt. Vi kender vores scannere og deres software, så vi ved, hvad der er muligt og realistisk at lave, forklarer Jens Frøkjær.

I centeret er der foruden Jens Brøndum Frøkjær ansat en forskningsradiograf og to ph.d.-studerende samt en postdoc, der dog i øjeblikket er på barsel. Til sammen råder de over en stor viden om de muligheder, teknologien giver. 

Jens Brøndum Frøkjærs enhed er for tiden involveret i en håndfuld projekter. Blandt disse er et studie fra Ortopædkirurgien om knæledsartrose og for gynækologisk speciale foretages moderkagescanninger. Et tredje er et stort EU-finansieret projekt, der afvikles i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet. Studiet, der handler om at skabe større forståelse omkring fantomsmerter, og er et godt eksempel på et samarbejde, hvor forskningsenheden har bidraget med både scanninger, analysearbejde og statistik. 

- Sideløbende har vi i det radiologiske speciale vores ”egen” forskning inden for smerter, tarmfunktion og bugspytkirtelsygdomme, hvor de ph.d.-studerende bruger avancerede MR-teknikker til undersøgelse af funktion og struktur af bugspytkitlen ved kronisk betændelse, samt ændringerne i hjernen på strukturel, funktionel og metabolisk plan ved kronisk smerter, fortæller Jens Frøkjær.

Kom i god tid

Jens Frøkjær opfordrer til, at forskere, som påtænker at bruge MR-skanninger i deres arbejde, tager kontakt allerede så tidligt i udviklingsfasen som muligt. Dels for at der kan afsættes tid til skanningerne, og dels for at udvikle og planlægge, hvilke skanninger der skal udføres:

-  Vi oplever nogle gange, at man kommer til os i 11. time, når hele projektet er tilrettelagt, og de første scanninger skal laves. Men jo før man kontakter os, jo bedre kan vi rådgive om, hvad der er teknisk muligt, og hvilke skanninger, der bør laves for at besvare det aktuelle forskningsspørgsmål. De bedste projekter får man ved grundig planlægning.

En del af finansieringen af den radiologiske forskningsenhed sker gennem intern afregning af de ydelser, som Jens Brøndum Frøkjær og kollegaerne leverer. Det er derfor en god idé, at medtænke udgifterne til disse allerede i forbindelse med budgetlægningen af et projekt:

- Et studie kan for eksempel kræve det større udviklingsarbejde på scanneren, for at man kan lave de rigtige billeder, og der kan være efterfølgende krævende analysearbejde på de indsamlede data, som vi skal bidrage til. Hvis man skal søge ekstern finansiering til sit projekt, er det jo poster, der er væsentlige at medregne i ansøgningen, slutter Jens Brøndum Frøkjær.