Ph.d.-forsvar ved læge Søren Due Andersen

Onsdag den 21. september forsvarer læge Søren Due Andersen, Neurologi, sin ph.d.-afhandling om risikovurdering af ny apopleksi hos patienter med første gangs iskæmisk apopleksi uden atrieflimren.

Apopleksi rammer årligt næsten 11.000 danskere, og risikoen for ny apopleksi er høj – i visse studier op mod 30% inden for en femårig periode. Risikoen for ny apopleksi varierer dog mellem patienter, så-ledes at risikoen for nogle grupper af patienter er væsentligt højere og for andre grupper væsentligt lavere end den gennemsnitlige risiko. Pålidelige værktøjer til vurdering af den enkelte patients risiko for recidiv vil kunne bidrage til i højere grad at individualisere den sekundære profylaktiske behandling.

Hos patienter med atrieflimren er CHA2DS2-VASc-scoren vidt anvendt til stratifikation med hensyn til risikoen for apopleksi og tromboemboli, og scoren anvendes som grundlag for beslutninger om behandlingsstrategi. Hos patienter med iskæmisk apopleksi og uden atrieflimren findes der ikke tilsvarende anerkendte værktøjer til risikostratifikation. Afhandlingens tema er derfor at undersøge anvendeligheden af forskellige risikoscores hos denne patientgruppe. 

I afhandlingens studier undersøges eksisterende kliniske risikoscores, herunder CHA2DS2VASc-scoren, til stratifikation af risikoen for ny apopleksi hos patienter med første gangs iskæmisk apopleksi uden atrieflimren. Udover de kliniske risikoscores undersøges det hvorvidt karakteristika på MR-scanninger af hjernen kan anvendes i risikostratifikationen, og hvorvidt disse oplysninger kan bidrage til at gøre de kliniske risikoscores mere præcise.

Afhandlingen, som bærer titlen "Risk Stratification in Ischemic Stroke" er blevet til i et samarbejde mellem Neurologisk Afdeling og Trombosecentret, Aalborg Universitetshospital.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret finder sted onsdag den 21. september 2016 kl. 13.00 i auditoriet, Forskningens Hus, Aalborg Universitetshospital. Efterfølgende vil Aalborg Universitetshospital være vært ved en reception.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere: 
  • Klinisk lektor, Torben Bjerregaard Larsen, Aalborg Universitet
  • Professor dr. med., Flemming Bach, Aarhus Universitet
  • Seniorstatistiker, cand. scient, PhD, Anders-Gorst Rasmussen, Aalborg Universitetshospital
Bedømmelseskomite: 
  • Professor, dr. med., Jeppe Hagstrup Christensen, Aalborg Universitet (formand)
  • Klinisk Lektor, Ph.D, Søren Paaske Johnsen, Aarhus Universitet
  • Professor, Halvor Næss, Haukeland Universitetssjukehus