Psykiatri har et supergodt uddannelsesmiljø

Sara er i hoveduddannelse i psykiatri, og da hun skulle vælge hoveduddannelse, spillede uddannelsesmiljøet ind på hendes valg.

Sara- Jeg synes, psykiatri er megaspændende. Når man arbejder med psykiatri kan meget forklares, men der er også meget, der ikke umiddelbart kan forklares. Hvorfor oplever mennesker med for eksempel psykoser eller depression verden, som de gør, og hvorfor reagerer de så anderledes end andre mennesker? Det er jeg meget nysgerrig på.

- Men en af de ting, der også spillede ind, da jeg valgte psykiatri, var miljøet for uddannelseslæger. Vi har et rigtig godt uddannelsesmiljø, hvor vi både samarbejder med de øvrige læger, men også med andre faggrupper som psykologer og socialrådgivere. Vi har meget undervisning, der er fokus på supervision, og jeg har altid én, jeg kan gå til, hvis jeg har spørgsmål.

- Jeg uddannelseskoordinerende yngre læge, og har bl.a. været med til at udvikle et uddannelsesprogram for uddannelseslæger i ambulatorier. Jeg så et behov, og ledelsen tog det seriøst og bakkede fuldt op. Jeg synes, at det er en vigtig opgave at være med til at forbedre vores uddannelsesmiljø - for det spiller også en stor rolle for trivslen.

- Generelt er ledelsen meget lydhør over for ønsker og ideer. Der er gode muligheder for at få lov at arbejde med det, man synes, er mest spændende.

- Jeg arbejder i et ambulatorium, men har også vagter, hvor jeg tager mig af akutte opgaver både på vores sengeafsnit, i psykiatrisk skadestue og somatikken. Det er noget helt andet, og jeg kan godt lide afvekslingen og udfordringen. Jeg synes, det er spændende også at stå med de akutte patienter.

- Men det er de lange patientforløb, jeg bedst kan lide. Jeg kan godt lide at lære patienten at kende og få en forståelse for alle sider af vedkommende – af det hele menneske. Jeg vil gerne lave endnu mere psykoterapi. Vi har en masse under uddannelsen, og det giver bare nogle rigtig gode værktøjer, som jeg både bruger i egentlige terapisessioner, men også generelt i samtaler.

Kontakt

Opdateret