Fleksible jobs skal tiltrække flere psykiatere

Anders Meinert er cheflæge i Almenpsykiatri Nord, der dækker over matrikler i Brønderslev, Frederikshavn og Thisted samt ambulatorier i Brovst, Skagen og Øster Jølby. Han mener, at området byder på jobs med plads til fleksibilitet, personlig udvikling, spændende faglige udfordringer og virkelig gode kolleger.

Fokus på forskning

Anders Meinert- Det er vigtigt, at man har mulighed for at stykke sit job sammen, så det passer bedst muligt til ens interesser og faglighed.

- Noget af det, vi kommer til at gøre meget mere ud af, er forskning. Vi er et universitetshospital, og det skal kunne mærkes. Vi har oprettet en afdeling for klinisk forskning i Brønderslev, der i første omgang kommer til at forske i svær behandlelig depression. Udover at det er interessante rent fagligt, betyder det, at vi kan tilbyde langt mere specialiseret behandling i et specialambulatorium for depression i Brønderslev i stedet for at sende patienten til Aalborg.

- Derudover er der spændende perspektiver i forskningssamarbejder med almen praksis og Regionshospital Nordjylland, som begge er vigtige samarbejdspartnere for os med mange snitflader, der kunne være relevante at udfolde forskningsmæssigt.

- Vi har lige nu en psykiater i en delestilling mellem klinik og forskning, og vi har en professor, som kommer en dag om ugen i forskningsøjemed. Det, håber jeg, vi kan udbygge fremover.

Personlig udvikling

- Vi får ret gode anmeldelser, når det kommer til både præ- og postgraduat uddannelse. Vi prioriterer vores studerende, og at de har en god oplevelse hos os. Det gælder alle faggrupper. Vi lægger også vægt på, at uddannelse fortsætter gennem hele ansættelsen. For eksempel er det vigtigt, at vi overholder de 10 årlige uddannelsesdage, som lægerne skal have. Har man et særligt område, man er interesseret i, så finder vi en måde, man kan arbejde med det på, så man kan dygtiggøre sig både for egen og for patienternes skyld. Vi prioriterer tid og penge til de gode ideer.

Det gode arbejdsmiljø

- Vi har et godt arbejdsmiljø i Nord – det skal man jo sige som leder, men det synes jeg faktisk. Vi har et godt samarbejde både mono og tværfagligt, og man føler sig virkelig velkommen.  Vi prioriterer tid til supervision og sparring, ligesom vi prioriterer vores online morgenmøder, hvor man lige får sagt godmorgen og tjekket op på, om tingene kører.

- Så bor vi jo også uden for Aalborg. Det vil sige, at man både kan bo og arbejde i naturen. Det er nemt at komme til alle vores nordlige matrikler og ikke mindst parkere her. Vi har ret god plads omkring os – også plads til flere.

Kontakt

Opdateret