Undersøgelser af ufrivillig afgang af urin

Ufrivillig afgang af urin kaldes urininkontinens. Det anslås, at 1 ud af 5 kvinder lider af urininkontinens og langt de fleste kan hjælpes.

Der findes flere former for urininkontinens. For at finde ud af, hvilken form for urininkontinens du lider af, er det nødvendigt at lave flere grundige undersøgelser. Under undersøgelserne finder vi også ud af, hvilken behandling der er bedst for dig. Det er derfor nødvendigt med mindst 2 ambulante besøg i Inkontinensklinikken.

I Inkontinensklinikken arbejder vi ud fra princippet om hjælp til selvhjælp. Det vil sige, at vi anvender så enkle undersøgelser og behandlinger som muligt. Fx vil vi vejlede dig i knibeøvelser og gode drikke- og vandladningsvaner.

Undersøgelser viser, at selv simple ændringer hjælper eller forbedrer tilstanden for op til 75 % af patienterne, så større operationer kan undgås. Men for at opnå et positivt resultat er det vigtigt, at du selv deltager aktivt i behandlingen.

De undersøgelser, du skal have lavet, varetages af et uro-gynækologisk team, som består af:

  • gynækologiske læger (læger, der er specialister i kvindesygdomme)
  • urologiske læger (læger, der er specialister i sygdomme i urinvejene)
  • specialuddannede sygeplejersker
  • fysioterapeuter, der har en speciel viden om musklerne i bækkenbunden.