Mitomycinskylning af blæren
Du er blevet tilbudt en behandling med Mitomycin (cystostatikum). Behandlingen udføres, ved at medicinen opløses i saltvand og sprøjtes ind i blæren via et tyndt kateter.
-
Du er blevet tilbudt en behandling med Mitomycin (cystostatikum). Behandlingen udføres, ved at medicinen opløses i saltvand og sprøjtes ind i blæren via et tyndt kateter.
-
Mitomycin er en cellegift, som hæmmer celledeling. Behandlingen bruges til at forebygge eller behandle nye forandringer i blæren. Behandlingen gives enten én gang om ugen i 6 uger eller 3 gange om ugen i 2 uger. Behandlingen foregår ambulant. Den første behandling får du senest 4 uger, efter det er besluttet, at du skal have behandlingen.
-
Få taget blodprøver
Inden du møder til første behandling, skal du have taget blodprøver. Du skal selv booke en tid til blodprøvetagning enten hos din praktiserende læge eller på nærmeste hospital.
Vask dig forneden
Det er vigtigt, at du er omhyggelig med at vaske dig forneden om morgenen inden blæreskylningen. Er du mand, er det vigtigt, at du trækker forhuden tilbage og skyller området grundigt.
Undlad at drikke
Du bør ikke drikke i en periode på 2 timer før behandlingen og i 2 timer efter behandlingen.
Medbring en urinprøve
Inden behandlingen undersøger vi din urin for bakterier. Derfor skal du tage en morgenurinprøve med. Du kan købe et glas til urinprøven på apoteket. Det er vigtigt, at du opbevarer urinprøven køligt, fx i en plastikpose med isterninger, også under transporten til hospitalet. Hvis du har blærebetændelse med symptomer, er vi nødt til at udsætte behandlingen.
-
Du får behandlingen via et kateter
Mitomycinen er blandet op i ½ dl saltvand, som lægges op i blæren ved hjælp af et kateter, der bliver ført op gennem urinrøret. Du må tage hjem umiddelbart efter behandlingen.
For at få bedst mulig effekt af behandlingen skal væsken helst blive i blæren i 2 timer. Mitomycinen virker irriterende på slimhinden i blæren, og du kan derfor have svie i blæren, mens behandlingen står på.
Når de 2 timer er gået, lader du vandet og tømmer på den måde blæren for Mitomycin.
-
Skyl dig med håndbruser
Første gang du tisser efter behandlingen, skal du sidde ned på toilettet for at undgå urinstænk, og toiletlåget skal lukkes, når du skyller ud. Mitomycin kan virke irriterende på huden. Derfor bør du skylle dig med en håndbruser omkring urinrørsåbningen og vaske hænder grundigt med vand og sæbe, efter du har ladt vandet. Din urin vil være blåfarvet på grund af Mitomycinens farve.
Disse forholdsregler gælder kun ved første vandladning efter blæreskylningen. Derefter kræver det kun almindelig god hygiejne, når du lader vandet.
Drik rigeligt efter behandlingen
Efter de 2 timers behandling anbefaler vi, at du drikker rigeligt resten af dagen, så blæren skylles godt igennem.
Brug prævention
Ved samleje anbefales det at anvende kondom i 6 måneder efter behandlingen.
-
Almindelige bivirkninger
I de første døgn efter behandlingen kan du opleve bivirkninger som:
- svie ved vandladning
- blodig urin
- hyppige vandladninger
- udslæt i håndfladerne (hvis du får medicinen på hænderne).
Hvis du får udtalte gener
Får du mere udtalte gener i længere tid som fx temperaturstigning over 38,5 grader eller vedvarende blod i urinen, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Når du kommer til behandlingen, vil vi drøfte, hvordan du har det, og hvor generet du er af de eventuelle bivirkninger.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Urologisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 30 08
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00-11.00