Fjernelse af forsnævring på overgangen mellem nyrebækken og urinleder (pyeloplastik)
Du skal opereres for en forsnævring på overgangen mellem dit nyrebækken og din urinleder. En sådan forsnævring gør, at nyren ikke kan lede urinen ned i blæren. Når urinen ikke kan komme ned i blæren, ophober den sig i nyrebækkenet, som udvides. Det kan give smerter i nyren og øget risiko for infektion.
-
Du skal opereres for en forsnævring på overgangen mellem dit nyrebækken og din urinleder. En sådan forsnævring gør, at nyren ikke kan lede urinen ned i blæren. Når urinen ikke kan komme ned i blæren, ophober den sig i nyrebækkenet, som udvides. Det kan give smerter i nyren og øget risiko for infektion.
-
Du er fuldt bedøvet under operationen
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve operationen
Operationen foretages som en kikkertoperation i bughulen. Ved operationen opererer lægen ved hjælp af en robot. Via 4-5 små huller, placeret mellem nederste ribben og hoftekammen, indføres instrumenter, og forsnævringen mellem nyrebækken og urinleder fjernes. Nyrebækken og urinleder sys efterfølgende sammen igen, og der lægges et indvendigt midlertidigt kateter, som går fra nyrebækkenet via urinlederen og ned i blæren. Det er for at aflaste den syning, vi har lavet, efter forsnævringen af urinlederen er fjernet. Det kaldes et JJ-kateter.
Der lægges også et blærekateter, som opsamler din urin i en pose. Som regel bliver der også lagt et dræn, som skal lede væske væk fra operationsområdet.
Du er tilbage på sengeafsnittet efter cirka 5 timer
Selve operationen tager 2-3 timer. Desuden går der tid både før og efter operationen med forberedelse, bedøvelse og opvågning.
-
Hold pause med blodfortyndende medicin
Tager du blodfortyndende medicin, skal du holde pause ifølge aftale med os. Ligeledes må du ikke tage fiskeolie i 4 uger inden operationen.
Køb smertestillende medicin
Du kan have lette smerter og ømhed efter operationen. Har du behov for det, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin. Det er en god idé at have indkøbt medicinen på forhånd, så du har den, når du kommer hjem.
Gang i maven
I nogle tilfælde kan der være behov for at tage afføringstabletter for at få gang i maven igen efter operationen. Du kan købe disse på apoteket.
Fjern hår omkring operationsområdet
Dagen før operationen skal du fjerne hår på for- og bagsiden af kroppen i området fra armhule til lyske i den side, hvor du skal opereres. Desuden skal du fjerne hår i et felt på låret. Feltet skal være 15 x 15 centimeter. Brug en trimmer til at fjerne hårene eller alternativt en saks. Brug ikke en barbermaskine eller en skraber, da de kan efterlade små rifter, som øger risikoen for infektion i operationsområdet. Overnatter du på Patienthotellet, kan du låne en trimmer der.
Figuren viser hvor på kroppen (de lyse områder), du skal fjerne behåring før operationen.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Tag bad og børst tænder
- Tag et brusebad om aftenen eller morgenen. Husk at rense navlen godt med en vatpind – især ved robotoperationer.
- Vi anbefaler, at du er omhyggelig med at børste dine tænder og gør det 2 gange i døgnet både før og efter operationen. God hygiejne nedsætter risikoen for infektioner efter operationen.
- Undlad at smøre dig ind i creme.
- Fjern neglelak, smykker og piercinger.
Medbring medicin
Medbring din medicin i original emballage. Du må først indtage eventuel morgenmedicin, når du møder på afsnittet om morgenen.
-
Når operationen er afsluttet, kører vi dig til opvågningsafsnittet. Du vil have et kateter i blæren og et drop i hånden. Du må spise og drikke, og når din tilstand er stabil, kører vi dig tilbage til sengeafsnittet.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det. Ligeledes hjælper vi dig med smertestillende efter behov.
Udskrivelse
Vi forventer, at du bliver udskrevet dagen efter operationen.
Dagen efter operationen fjernes blærekateteret og drænet. Når du er velbefindende og kan lade vandet på normal vis, kan du komme hjem.
-
Aftal at få fjernet operationsklips
Du skal selv kontakte din egen læge og bestille tid til at få fjernet operationsklips. Klipsene skal fjernes 10 dage efter operationen.
Blod i urinen
Du skal forvente, at du nogle dage efter udskrivelsen kan have blod i urinen. Det er derfor vigtigt, at du drikker mindst 2 liter væske hver dag for at skylle nyren og blæren godt igennem.
Kontakt din læge ved infektion
Du skal ikke have plaster over dine sår, efter du er kommet hjem. Får du feber, eller bliver operationssårene røde, hævede eller væskende, kan det være tegn på infektion. Kontakt da din egen læge.
Genoptag daglige gøremål og motion
Du kan opleve træthed de første uger efter operationen. Hvil dig, når du har behov for det, men sørg for også at bevæge dig. Du må genoptage daglige gøremål og let motion, straks når du kommer hjem. Vent med hård sport og tunge løft over 10 kilo til efter 2-4 uger, medmindre du har aftalt andet med lægen.
Fortsæt med afføringstabletter
Tag fortsat afføringstabletter, indtil din afføring er normal.
Lev, som du plejer
Der er ingen restriktioner i forhold til at genoptage seksualliv.
Fjernelse af JJ-kateter
Du skal have fjernet det indvendige kateter 4 uger efter operationen. Det foregår i Urologisk Ambulatorium i lokalbedøvelse. Vi indkalder dig til dette per brev eller i Digital Post
-
Tre måneder efter operationen skal du have lavet en renografi, der er en undersøgelse af nyrefunktionen og afløbet fra nyren - ligesom den undersøgelse, du fik lavet før operationen.
Når undersøgelsen er lavet, kontakter vi dig telefonisk med svar. Samtidig taler vi om, hvordan du har det.
-
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.
Urologisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 30 08
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 12.00
Urologisk Dagafsnit 9
Tlf. 97 66 33 18
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 11.00
Urologisk Sengeafsnit 10
Tlf. 97 66 33 16
Hele døgnet