Før du skal bedøves, skal du faste. Det er meget vigtigt, at din mavesæk er tom, for at forhindre at mad eller væske kommer over i lungerne under bedøvelsen.
Indtil 6 timer før dit mødetidspunkt må du drikke og spise som du plejer. De sidste 6 timer, før du skal møde, må du ikke:
- spise
- drikke mælkeholdige produkter
- tygge tyggegummi eller spise bolsjer eller pastiller
- ryge
Indtil 2 timer før dit mødetidspunkt må du drikke vand, saft, kaffe eller te. Vi opfordrer dig til at drikke 2 glas saft 2 timer før din operation, da det mindsker risikoen for kvalme og ubehag efter operationen.
Du skal tage din vante medicin og tabletter som aftalt med anæstesilægen. Vi anbefaler, at du først tager den aftalte medicin, når du møder til indlæggelsen om morgenen. Du må højst drikke ¼ kop vand til dine tabletter.