Nyren er et organ, hvis funktion er at rense blodet for affaldsstoffer og danne urin. Urinlederne fører urinen fra nyrerne ned til blæren. Nyrerne regulerer også blodtrykket og bidrager til at danne røde blodlegemer.
Fakta om nyrekræft
Man kan have både godartede og ondartede knuder i nyren. En ondartet knude i nyren betegnes som nyrekræft. Nyrekræft er kræft, der opstår i selve nyrevævet. Kræften opstår, hvis cellerne giver sig til at vokse ukontrolleret i et område af nyren. I Danmark konstateres cirka 1000 nye tilfælde af nyrekræft om året.
Hvis man skal have fjernet den ene nyre, kan man leve et normalt liv med den tilbageværende nyre. Den anden nyre vil automatisk overtage funktionen fra den nyre, der er fjernet.