Tværfaglig undervisning for patienter og pårørende hos Klinik for Komplekse Senfølger efter Kræft

Vi tilbyder dig og dine pårørende at deltage i tværfaglig undervisning om komplekse tværgående senfølger efter kræft. Ved undervisningen vil du/I møde en læge, en sygeplejerske, en psykolog og en fysioterapeut.

Formålet med undervisningen er at give dig/jer viden om:

  • hvad komplekse tværgående senfølger er; herunder symptomer, udvikling og vedligeholdende/forstærkende faktorer
  • hvilke forhold, der typisk gør sig gældende, når man har senfølger efter et behandlingsforløb for kræft
  • hvilke udfordringer, der er forbundet med at opleve senfølger
  • hvordan behandlingen hos os forløber.

Til undervisningen vil du møde andre, der har senfølger. Der vil naturligvis være plads til at stille spørgsmål af generel karakter undervejs.

På grund af pladsforhold er det kun muligt at tage én pårørende med. Vi fraråder, at børn under 15 år deltager.