Behandling af sklerose med Tysabri®
Tysabri® er det hidtil mest effektive lægemiddel til behandling af attakvis multipel sklerose (MS) og har været anvendt siden 2006. Tysabri® har omtrent halveret udviklingen af symptomer hos sklerosepatienter i kliniske forsøg og har samtidig nedsat antallet af attakker med 2/3. Effekten af Tysabri® er altså væsentlig bedre end beta-interferon eller Copaxone®, som også anvendes til behandling af MS. Det aktive stof i Tysabri® hedder natalizumab.
-
Tysabri® er det hidtil mest effektive lægemiddel til behandling af attakvis multipel sklerose (MS) og har været anvendt siden 2006. Tysabri® har omtrent halveret udviklingen af symptomer hos sklerosepatienter i kliniske forsøg og har samtidig nedsat antallet af attakker med 2/3. Effekten af Tysabri® er altså væsentlig bedre end beta-interferon eller Copaxone®, som også anvendes til behandling af MS. Det aktive stof i Tysabri® hedder natalizumab.
-
Når du skal behandles med Tysabri®, foregår det i MS-ambulatoriet. Her får du lagt et drop, og medicinen gives som infusion i en blodåre. Det tager cirka en time. Du skal efterfølgende blive i ambulatoriet i en time til observation.
Når du møder til behandling, skal du også tale med en sygeplejerske. 3 og 6 måneder efter første behandling skal du også undersøges af en læge. Herefter skal du undersøges med 6 måneders mellemrum.
Regn med, at hver behandling tager omkring 3 timer inklusive samtale med sygeplejerske og læge.
-
Under behandlingen
Under eller umiddelbart efter infusion kan du i sjældne tilfælde opleve bivirkninger i form af nældefeberlignende udslæt, hævelse af ansigt, læber og tunge og åndedrætsbesvær.
Bivirkninger ved medicinen
Der er rapporteret om flere forskellige bivirkninger ved Tysabri®. Det drejer sig om en øget forekomst af urinvejsinfektion, luftvejsinfektion, hovedpine, svimmelhed, kvalme, opkastninger, ledsmerter, træthed og feber. Hvis du får feber af ukendt årsag, voldsom diarré, længerevarende svimmelhed, hovedpine eller andre symptomer, der forbindes med en infektion, skal du hurtigst muligt kontakte din egen læge.
Hvis du danner antistoffer
Cirka 6% af de patienter, som behandles med Tysabri®, danner antistoffer mod medicinen. Antistofferne ophæver virkningen af Tysabri®, og det er derfor nødvendigt at afbryde behandlingen. Antistoffer dannes oftest i løbet af de første 9 måneder.
Progressiv multifokal leukoencefalopati
I få tilfælde har patienter behandlet med Tysabri® fået en sjælden type hjernebetændelse kaldet Progressiv Multifokal Leukoencefalopati – kaldet PML i daglig tale. PML skyldes virusset JC-virus, som kan give alvorlige neurologiske symptomer og i visse tilfælde være dødelig. Risikoen for at få PML under behandling med Tysabri® er ikke klarlagt, men risikoen kan være større end 1/1000 efter 24 måneders behandling.
PML ses især efter mere end 12 måneders behandling, og det er derfor vigtigt at være særligt opmærksom på symptomer efter mere end 12 måneders behandling.
Symptomerne på PML ligner et MS-attak. Oftest kommer det dog langsommere, over flere dage eller uger. Hvis du bemærker nye symptomer under behandlingen, er det vigtigt at du kontakter MS-ambulatoriet. Så vil du blive undersøgt af en læge for at afklare, om symptomerne er et led i din sklerosesygdom og ikke begyndende PML. Det kan ske ved en MR-scanning, som i de fleste tilfælde vil kunne fastslå, om du har PML. I enkelte tilfælde kan det også være nødvendigt at tage en prøve fra rygmarvsvæsken til undersøgelse. Det er vigtigt at understrege, at PML kan stoppes ved at stoppe behandlingen med Tysabri® og derved genoprette immunsystemets funktion.
-
Undgå anden behandling
Du må ikke tage anden behandling mod sygdomsaktivitet ved MS, som for eksempel interferon-beta eller Copaxone®, mens du behandles med Tysabri®. Disse informationer er også anført på det informationskort, som du får udleveret i Skleroseambulatoriet, når du påbegynder behandlingen.
Læs produktinformation
Vi opfordrer dig til at læse den udleverede produktinformation om Tysabri® og være opmærksom på dit Tysabri-behandlingskort.
-
Hvis du har spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.
Skleroseambulatoriet
Sygeplejersker
Tlf. 97 66 22 97
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.15 – 9.15
Sekretær
Tlf. 97 66 23 00 – Tast 1 for ambulatorium. Tast dernæst 2 for Skleroseambulatoriet.
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 12.00
-
Da der kan være alvorlige bivirkninger ved Tysabri-behandlingen, som anført ovenfor, skal vi bede om din underskrift som dokumentation på, at du har læst overstående information og accepterer de risici, der er ved behandlingen. Du skriver samtidig under på, at du har fået mundtlig information om behandlingen og de nævnte risici, samt har fået udleveret produktinformation om Tysabri® og Tysabri-behandlingskort, og at du samtykker i behandlingsplanen.
Dato og underskrift:
Patientlabel:
Undertegnede læge har givet mundtlig information om behandling med Tysabri, herunder forventelig behandlingseffekt og risiko for bivirkninger.
Dato og underskrift: