Komplikationer til kirurgi, stråleterapi og behandling med kemoterapi er de hyppigste årsager til smerter efter behandling for kræft.
Ofte kan der ikke identificeres en enkeltstående årsag til smerterne, men de skyldes en kombination af ovenstående.
Smerter som følge af kirurgi og stråleterapi kan resultere i strukturelle ændringer (arvævsdannelse og sammenvoksninger) i det organ eller område, hvor der har været kræft, men kan også skyldes "skader" på nerverne i området, hvilket kan føre til såkaldte "nervesmerter" (neuropatiske smerter).
Smerter som følge af kemoterapi er oftest nervesmerter.
Det kan være svært at identificere den præcise årsag til smerterne, men det vil i første omgang bero på en detaljeret beskrivelse af smerterne og evt. yderligere undersøgelser fx:
Ultralyds- eller CT-skanning
Kikkertundersøgelse
Undersøgelse af smertesystemet (smertefysiologisk udredning)
Behandlingsmulighederne afhænger af den formodede årsag/årsager til smerterne.
Hvis der er strukturelle problemer, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt med en operation.
Nervesmerter kan være vanskelige at behandle, men medicin mod epilepsi og depression i små doser kan lindre nervesmerter hos ca. 50-60%.
Der vil ofte være tale om en kombinationsbehandling af de 2 lægemiddelgrupper.
Simple smertestillende som Paracetamol skal være afprøvet inden henvisning. I nogle tilfælde må man bruge stærke smertestillende som morfin ligesom "alternative" behandlingsmetoder kan være en mulighed.
Når årsagen til smerterne er klarlagt, vil der blive lagt en behandlingsplan i samråd med lægen.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at henvise dig videre til en Smerteklinik eller et tværgfagligt smertecenter.
Behandlingen vil foregå på Aalborg Universitetshospital, Medicinsk Gastroenterologisk Ambulatorium og Dagafsnit.
I dit indkaldelsesbrev, kan du se, hvor du helt præcist skal møde op.
Der kræves ingen særlig forberedelse til besøget. Dog skal du huske følgende:
Udfyld spørgeskema
Du vil i forbindelse med indkaldelsen blive bedt om at svare på et elektronisk spørgeskema i forhold til dine smerter.
Medbring en liste over din medicin
Husk, at medbringe en opdateret liste med den medicin, du tager.
Kontakt
Medicinsk Gastroenterologisk Ambulatorium og Dagafsnit