Hjerteoperation
Du skal have foretaget en hjerteoperation.
På vores hjemmeside finder du og dine pårørende information og film om hele forløbet før, under og efter operationen. Vi anbefaler, at du besøger siden både før og undervejs i dit forløb. Det hjælper dig med at være forberedt og tryg.
Besøg hjemmesiden her: https://aalborguh.rn.dk/hjerteforløb Du kan også tilgå hjemmesiden ved at skanne QR-koden med kameraet i din telefon. |
Herunder finder du de vigtigste informationer fra hjemmesiden.
-
Du skal have foretaget en hjerteoperation.
På vores hjemmeside finder du og dine pårørende information og film om hele forløbet før, under og efter operationen. Vi anbefaler, at du besøger siden både før og undervejs i dit forløb. Det hjælper dig med at være forberedt og tryg.
Besøg hjemmesiden her:
https://aalborguh.rn.dk/hjerteforløb
Du kan også tilgå hjemmesiden ved at skanne QR-koden med kameraet i din telefon.
Herunder finder du de vigtigste informationer fra hjemmesiden.
-
Når du møder, bliver du gjort klar og ført til operationsstuen, hvor du bliver bedøvet og får lagt et blærekateter.
Lægen åbner brystkassen ved at spalte brystbenet. Under operationen føres blodet uden om hjerte og lunger via en hjerte-lunge-maskine, som også ilter blodet. Ved nogle bypass-operationer bruges ikke maskine. Når operationen er slut, overtager hjertet og lungerne igen deres funktion, og maskinen kobles fra.
For at undgå blodophobning lægges 2-4 dræn (plastikslanger) i brysthulen. Der sættes også elektroder på hjertet, som kan tilsluttes en midlertidig pacemaker, hvis det er nødvendigt. Brystbenet lukkes med ståltråd, som normalt ikke skal fjernes. Huden syes med selvopløselig tråd eller lukkes med clips, der senere fjernes.
Efter operationen bliver du kørt til Thorax Intensiv Afdeling (TIA), hvor du skal være til minimum dagen efter. Her bliver du overvåget af apparatur, der kontrollerer, at alt går, som det skal. Du er tilsluttet en respirator, der trækker vejret for dig, til du vågner. Du kan ikke tale imens. De fleste frakobles respiratoren kort efter opvågning. Du kan være midlertidigt hæs.
Der må komme 2 pårørende ad gangen på kort besøg.
Vi forventer, at du er indlagt på Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling i 4 dage.
-
Det er vigtigt, at du forbereder dig grundigt til operationen. Du modtager 2 husk-bilag med din indkaldelse, hvor du kan læse om, hvordan du forbereder dig på henholdsvis klargøringsdagen og operationsdagen.
Læs disse bilag grundigt. Din forberedelse er afgørende for, at vi kan operere dig.
-
Når din tilstand er stabil, bliver du kørt fra TIA til sengeafsnittet.
Smerter og smertelindring
Du vil have smerter efter operationen, men vi giver dig smertestillende medicin, så du kan slappe af, trække vejret frit og komme ud af sengen. Sig til, hvis du har ondt.
Forvirring og hallucinationer
Nogle patienter bliver midlertidigt forvirrede eller oplever syns- eller hørehallucinationer. Det går som regel hurtigt over.
Fysioterapi og bevægelse
Du får fysioterapi dagligt. Det hjælper dig med at trække vejret bedre og hoste slim op. Du skal bruge en PEP-fløjte én gang i timen de første dage og herefter flere gange dagligt.
Fysioterapeuten viser dig, hvordan du skåner brystbenet, når du bevæger dig. Jo hurtigere du er oppe at gå, jo bedre kommer lunger og krop i gang igen. Efter 2-3 dage vil du som regel kunne gå rundt på afdelingen.
Heling af brystben og hud
Brystbenet er delt på langs under operationen. Det tager cirka 8 uger for knoglen at hele. Du skal derfor støtte dit brystben, når du hoster eller nyser – vi viser dig hvordan.
Du må bruge kroppen frit, så længe det ikke giver smerter eller irritation ved brystbenet. Belastning til yderstillinger skal helst undgås.
Du må løfte inden for smertegrænsen, og det anbefales, at du ikke løfter mere end 2 kg i hver hånd. Efter 8 uger er der ingen begrænsninger.
Inden du bliver udskrevet, taler vi med dig om, hvilke daglige aktiviteter du kan genoptage uden at overbelaste overkroppen.
Blodfortyndende medicin
Du får blodfortyndende medicin efter operationen. Valg af præparat og dosis afhænger af, hvilken operation du har fået. Vi lærer dig, hvordan du skal tage medicinen.
-
Når du er klar til at blive udskrevet, har du en samtale med en sygeplejerske, hvor vi gennemgår de informationer, der er vigtige for dit videre forløb. Du kan også stille spørgsmål. Du må gerne have en pårørende med til denne samtale.
-
Umiddelbart efter din udskrivelse modtager du en indkaldelse til kontrol. Kontrollen kan enten foregå per telefon, i ambulatoriet eller på dit lokale hospital.
Har du fået lavet en klapoperation, bliver du også indkaldt til kontrol i Kardiologisk Afdeling efter 3-4 måneder. Bor du uden for Region Nordjylland, foregår denne kontrol også på dit lokale hospital.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling
Tlf. 97 66 47 00
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00