Sådan udfører du Calma Motora
Calma Motora kan oversættes med motorisk ro. At skabe motorisk ro vil sige at skabe en harmonisk tilstand i kroppen. Calma Motora er ofte udgangsstilling for det videre terapeutiske arbejde.
-
Calma Motora kan oversættes med motorisk ro. At skabe motorisk ro vil sige at skabe en harmonisk tilstand i kroppen. Calma Motora er ofte udgangsstilling for det videre terapeutiske arbejde.
-
Placér jer i udgangsstilling
Barnet ligger på ryggen på en måtte eller på dine (terapeutens) ben.
Placér din ene hånd på barnets baghoved. Det er vigtigt, at du undgår at berøre nakken, da du herved kan udløse en tonisk reaktion – det vil sige, at barnets nakke per automatik stivner. Den anden hånd placerer du på barnets brystkasse/brystben.
Det lille barn ligger på tværs i skødet på terapeuten.
Det større barn ligger på en måtte. Barnets knæ er understøttet af en pude.
Udfør beroligende bevægelse
Løft barnets ryg og hoved i en 45 graders vinkel. På barnets udånding, trækker og vibrerer du med hånden på barnets baghoved i kraniets retning, opad så hovedet nikker let. Vibrationen skal være konstant, det vil sige rytmisk og rolig.
Samtidig trykker og vibrerer du med den anden hånd på barnets brystben nedad i retning mod fødderne og ryggen.
På barnets indånding slapper du af, mens dine hænder fortsat hviler på barnets baghoved og brystben.
Opnå motorisk ro
Når de toniske reaktioner i kroppen – det vil sige den automatisk stivnen i musklerne – forsvinder, vil du kunne se det ved, at barnets hænder nærmer sig din hånd på brystbenet. Samtidig falder spændingen i barnets ben, så de bøjer let.
Barnet er nu motorisk roligt. Du kan nu fortsætte terapien, fx give barnet øjenkontakt eller holde en genstand op, som barn vil række ud efter.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om det øvelsesgrundlag, som øvelserne med mundskærm bygger på, skal du søge efter Castillo-Morales’ behandlingskoncept og Bjørn Russels stimulationsmetode.
Neuropædiatrisk Team
Tlf. 97 66 33 35 eller 97 66 33 36
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 16.00
Din terapeut/neuropædiatriske konsulent hedder: