Undersøgelse og behandling af syfilis
-
-
Undersøgelsen af syfilis foregår ved, at lægen tager en prøve (en podning) fra såret, hvis der findes et sår. Denne kan undersøges i mikroskop samme dag eller sendes til laboratoriet.
Der tages desuden en blodprøve. Blodprøven kan påvise antistoffer cirka 4-6 uger efter smitte, men nogle gange kan der gå op til 3 måneder efter smitte, før blodprøven viser antistofferne.
Eventuelt kan lægen supplere med yderligere undersøgelse ved en prøve fra rygmarvsvæsken.
-
Hvis du får det svar, at du har syfilis, skal du i behandling. Der er tale om behandling med et penicillin-præparat (Tardocillin), som du får som en indsprøjtning i en muskel i ballen.
Afhængigt af, hvor fremskreden sygdommen er, kan indsprøjtningen gentages med en uges interval i alt 3 gange. Det er vigtigt, at du møder op til alle indsprøjtningerne, da de ellers ikke virker, og du må starte forfra.
Efter behandlingen skal du blive til observation i ambulatoriet i 20 minutter, hvor vi observerer dig for bivirkninger.
-
Der kan være bivirkninger ved behandlingen. I få tilfælde kan der komme trykken i maven og diarré. I sjældne tilfælde kan der ske allergiske reaktioner i form af hududslæt, nældefeber og lignende.
Mange patienter får kulderystelser og temperaturforhøjelse til 39-40 grader 4-6 timer efter første indsprøjtning. Reaktionen varer cirka 8 timer. Man mener, at reaktionen skyldes, at syfilisbakterien dør.
-
Syfilis smitter i sygdommens 1. og 2. stadie, det vil sige cirka de to første år efter, at du er blevet smittet.
Det er vigtigt, at dine partnere får besked om, at de muligvis kan være smittet med syfilis. Du kan få hjælp af vores sygeplejersker til at informere dine partnere, så de diskret kan blive tilbudt undersøgelse og eventuelt behandling.
Når du er færdigbehandlet, kan du ikke smitte mere.
-
For at sikre at behandlingen har været effektiv, skal du komme til blodprøvekontrol efter 3, 6 og 12 måneder.
Vi giver dig et skema over de planlagte datoer, hvor du skal komme til kontrol, når du har afsluttet behandlingen i ambulatoriet.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om syfilis, kan du eventuelt læse mere på www.patienthåndbogen.dk – søg på: ’syfilis’.
Afdeling for Hud- og Kønssygdomme
Tlf. 97 66 66 60
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 9.00
-
Fakta om syfilis
Syfilis er en kønssygdom, der skyldes en infektion med bakterien Treponema Pallidum. Udviklingen af sygdommen foregår i 3 stadier med forskellige symptomer.
Syfilis er relativt sjælden i Danmark. I Østeuropa, Sydøstasien og Afrika er infektionen mere udbredt. Der er størst risiko for at blive smittet, hvis man dyrker usikker sex med en person fra eller i et risikoland, eller hvis man er mand, der har usikker sex med mænd.
Symptomer på syfilis
- Sår. I sygdommens 1. stadie kan der opstå et sår på kønsdelene. Såret er ofte ikke ømt. Såret kan også sidde på munden, i endetarmen eller i skeden, hvorfor det let kan overses. Såret opstår cirka 3 uger efter, at man er blevet smittet.
- Udslæt. I sygdommens 2. stadie kan man få et småplettet udslæt på kroppen. I håndflader og på fodsåler kan der komme små linseformede fortykkelser i huden. Dette kan mistolkes som eksem. Hævede lymfeknuder og almen utilpashed (influenzalignende symptomer) er almindelige.
- Sen-syfilis. Hvis syfilis ikke behandles i tide, kan der efter år komme symptomer fra centralsnervesystem og/eller hjerte-kar-systemet.
Det er ikke usædvanligt, at man ikke bemærker ellerslet ikke har symptomer på syfilis. Man siger, at sygdommen ligger latent i kroppen. En blodprøve kan dog afsløre smitte.
Opdateret