Ved livets afslutning (kort udgave)
-
En læge har vurderet, at du eller din pårørende er døende indenfor få dage til få uger.
Når døden nærmer sig hos et alvorligt sygt menneske, kan der ofte opstå usikkerhed og spørgsmål. Med dette materiale vil vi forsøge at forberede dig på, hvad der kan forventes at ske i den sidste tid, indtil døden indtræder.
Når du eller din pårørende overgår til udelukkende lindrende behandling, bruges forskellige typer medicin, som kan lindre forskellige symptomer. Målet med den lindrende behandling er at mindske ubehag, smerte, åndenød, uro, utryghed og angst hos den døende.
Mad og drikke
Når man har påbegyndt lindrende behandling, må man gerne spise og drikke, men man skal ikke. Ofte foretrækker den syge blød eller flydende kost i meget små mængder. Den syge får det ikke bedre af at blive presset til at spise eller drikke – ofte tværtimod.
Medicin og ilt
Når et menneske er tæt på at dø, sker der som regel følgende:
- Behandling med al fast medicin, som ikke har en lindrende virkning, stoppes.
- Iltbehandling vil ofte blive nedtrappet eller slukket, hvis den ikke længere har en lindrende effekt.
Visse symptomer behandles – andre ikke
En person kan have – og har ofte – symptomer, som ikke skal behandles i den sidste fase af livet. Læs eventuelt den lange udgave af https://aalborguh.rn.dk/ved-livets-afslutning for at få en uddybning. Visse symptomer behandler vi dog altid, nemlig:
- smerter.
- luftproblemer (lufthunger).
- uro og ubehag.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte plejepersonalet eller patientens egen læge. Kontakt Lægevagten, hvis du har spørgsmål uden for egen læges åbningstid.
Vi ønsker dig og dine pårørende alt det bedste i det videre forløb.
Opdateret