Ærefuld pris til Aalborg UH professor

Professor Henrik C. Schønheyder fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling er tildelt årets Fritz Kauffmann-pris. 

Prisen er den fornemmeste inden for dansk klinisk mikrobiologi og uddeles af Fritz Kauffmanns Forskningsfond under Statens Serum Institut.

Det er Henrik C. Schønheyders mangeårige arbejde, hvor han har været foregangsmand i forhold til systematisk at anvende mikrobiologiske data, både i forhold til den enkelte patient og for at understøtte folkesundheden, der har udløst den store hæder.

- Jeg blev både overrasket, stolt og glad, da jeg fik beskeden - med en grundig motivering - ved en telefonopringning fra Mads Melbye, administrerende direktør ved Statens Serum Institut og bestyrelsesformand for Fritz Kauffmanns Forskningsfond, fortæller Henrik C. Schønheyder

Pionerarbejde inden for klinisk mikrobiologiske databaser og netværk

Som overlæge og professor i klinisk mikrobiologi har Henrik C. Schønheyder blandt andet bidraget til at styrke samarbejdet mellem de kliniske mikrobiologer og Statens Serum Institut, og det har været en forudsætning for at etablere flere databaser og netværk. Forskningsmæssigt har et netværk med kolleger i Region Nordjylland og Region Hovedstaden haft en særlig stor betydning, og samtidigt har der været internationale forgreninger. Henrik C. Schønheyder har endvidere bidraget til opbygning af den danske mikrobiologidatabase MiBa og en automatiseret overvågning af sygehusinfektioner, HAIBA.

Fonden fremhæver i sin begrundelse for tildelingen desuden, at Henrik C. Schønheyder har bidraget til at forme det klinisk mikrobiologiske speciale i Danmark, og at han gennem undervisning og forskning har formået at inspirere mange danske mikrobiologer og epidemiologer og at bygge bro mellem den teoretisk funderede epidemiologi og klinisk mikrobiologi. 

- Det har været virkelig spændende at være en del af den store udvikling, som er sket på Aalborg Universitetshospital igennem de sidste 25 år. Vi startede med et meget lille forskningsmiljø, men der har fra starten været et stærkt samarbejde med kliniske epidemiologer og infektionsmedicinere – noget som jeg har sat stor pris på, siger Henrik C. Schønheyder.

Vil besøge samarbejdspartnere i Europa og Nordamerika

Prisen deles i år mellem tre modtagere - halvdelen (150.000 kr.) til Henrik C. Schønheyder og en fjerdedel til to københavnske kolleger (75.000 kr.), Jenny Dahl Knudsen og Magnus Arpi, som Henrik C. Schønheyder har samarbejde med.

Han har allerede planer for, hvad prisen skal bruges til:

- Det internationale samarbejde skal plejes – det rækker så langt som til Canada og Australien. Der bor også en lille historiker inde i mig, og jeg har altid ønsket at dykke ned i, hvordan undersøgelse af patienternes blod for bakterier blev relativt almindelig for omkring 100 år siden, fortæller Henrik C. Schønheyder.   

Prisen overrækkes den 5. november på Statens Serum Institut.

Om Kauffmann-prisen
Prisen er indstiftet til ære for Fritz Kauffmann, en tysk læge, der i 1933 flygtede til Danmark for at undslippe nazisterne og det voksende jødehad. Her blev Kaufmann chef for Statens Seruminstituts pneumokokafdeling, og han arbejdede med typebestemmelse af pneumokokker og udvikling af sera til behandling af alvorlige pneumokokinfektioner. Han stod i spidsen for en international standardisering og typing af mere end 2000 salmonellatyper, og efter et ophold i Sverige under 2. verdenskrig vendte han tilbage til Danmark, hvor han arbejdede resten af sin karriere ved Seruminstituttet.  
  

Opdateret