Knæ-skal, skal ikke

Rasmus Elsøe og Peter Larsen har de brede smil på i disse dage. De to forskere har netop landet en bevilling på 2,4 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, som skal bruges til at sammenligne effekten af to forskellige operationsformer til patienter med brud på knæskallen.
Rasmus Elsøe og Peter Larsen

Omkring 750 danskere erhverver sig hvert år et brud på knæskallen. Behandlingen foregår oftest ved, at knæskallen samles ved hjælp af ståltråd, som sættes gennem knæskallen, men desværre er det ikke altid med et optimalt resultat.

- Vi har undersøgt, hvordan det går disse patienter, og vi ser, at mange oplever at have smerter eller begrænsninger i knæleddets bevægelighed i mange år efter operationen. Det betyder, at patienterne er mindre fysisk aktive, og nogle må ligefrem droppe deres arbejde, fordi knæet bøvler, forklarer specialansvarlig overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Rasmus Elsøe.

Rasmus Elsøe og Peter LarsenSammen med kollegaen, fysioterapeut Peter Larsen fra Fysio- og Ergoterapiafdelingen, har han derfor kig på en ny anordning, som skal erstatte den gammelkendte, og meget billige ståltråds-metode. Her fikseres knæskallen ved hjælp af en særlig metalskive, og man antager, at det måske kan være et bedre valg end ståltråd.

- Der er bare ingen forskning, der har undersøgt det. Så det vil vi nu råde bod på, ved at gennemføre et uafhængigt lodtrækningsforsøg, for grundigt at dokumentere effekten og langtidsvirkningerne af henholdsvis ståltråd og den nye skive. Det er den eneste måde, vi kan vide, hvad der er bedst for patienterne, siger Peter Larsen.

I studiet er det planen at 122 patienter skal deltage. Halvdelen skal opereres med den klassiske ståltråd, mens den anden halvdel får tilbudt den nye metode, og patienterne følges i ét år efter operationen. Projektet sker i et samarbejde med de ortopædkirurgiske afdelinger i Randers, Århus, Viborg, Kolding og Hjørring.

- Vi er rigtig stolte over at Novo Nordisk Fonden med den store bevilling har vist tillid til, at vi i Aalborg er de rette til at varetage rollen som projektledere på et så stort og vigtigt projekt, og vi er meget glade for den opbakning vi har fået fra vores kollegaer i hele Jylland, siger Rasmus Elsøe.

Projektet ventes at gå i gang umiddelbart i begyndelsen af det nye år.

Opdateret