Jonna har fået styr på sine symptomer

Et terapiforløb ved Center for Funktionelle Lidelser har været livsændrende for 42-årige Jonna Møller.

Jonna Møller har lige siden barndommen været fulgt af smerter, der har begrænset hende i at være så aktiv, som hun gerne ville. Og det blev ikke bedre, da et stressforløb, et fald fra en hest og en bilulykke oveni til sidst fik bægeret til at flyde over. 

- Jeg døjede både med migræne, synsforstyrrelser, ondt i nakke og skuldre, og en dag foreslog min læge at give mig en henvisning til Center for Funktionelle Lidelser, fortæller Jonna.
Lægen mente, at centeret, der hører under Socialmedicinsk Afsnit, kunne hjælpe Jonna af med mange af de symptomer, hun led af, så hun måske kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet, som hun gerne ville, og have mere overskud til sine to hjemmeboende teenagebørn.

- Jeg var nok lidt skeptisk, men også glad for, at der var et tilbud til mig, fortæller Jonna.

I Center for Funktionelle Lidelser har overlæge Charlotte Forstrøm og hendes kollegaer ekspertise i at behandle patienter som Jonna. Patienter, som lider af svære fysiske symptomer, som ikke har kunnet påvises ved blodprøver, røntgenundersøgelser eller andre ”klassiske” medicinske tests. 

- Vi ved, at mange sygdomme optræder i et samspil mellem både det fysiske, det sociale og det psykiske, og at de ting, der sker i vores omgivelser, påvirker, hvordan vi har det. Derfor tager vores behandling udgangspunkt en bio-psykosocial tilgang, hvor vi ser hele mennesket og ikke krop og sjæl som adskilte størrelser, fortæller Charlotte Forstrøm og fortsætter:

- Målet med et behandlingsforløb hos os er at støtte patienterne til at genskabe eller vedligeholde deres funktionsniveau gennem fokus på at træne og understøtte deres kompetencer til at deltage i og have et aktivt hverdagsliv, blandt andet ved at skabe en fortrolighed hos patienterne med, hvordan deres krop fungerer.

Et mentalt og fysisk udfordrende forløb

Jonnas første møde med Center for Funktionelle lidelser var en forundersøgelse hos en af centerets læger. Her blev hendes symptomer og funktionsniveau vurderet, men snakken kom også ind på, hvordan Jonnas liv havde formet sig helt fra barnsben.

- Det var en virkelig indgående samtale, hvor vi fik tegnet en tidslinje for, hvordan begivenheder som traumer i barndommen, bilulykken og faldet fra hesten havde været med til at påvirke, hvordan jeg havde det. Jeg kunne se, at begivenhederne byggede ovenpå hinanden og havde sat sig fysisk i min krop, forklarer Jonna.

Samtalen sluttede med, at Jonna blev indstillet til et 12-ugers intensivt gruppeterapiforløb, sammen med andre patienter med funktionel lidelse. Inden forløbet var hun til en fysioterapeutisk screening, hvor hun fik nogle enkle øvelser, hun kunne tage fat på derhjemme.

Og netop træningsøvelser, opmærksomhedsøvelser og afspænding er vigtige komponenter, når en patient starter i et forløb hos Center for Funktionelle Lidelser, fortæller Charlotte Forstrøm:

- Det er vigtigt, at patienterne får en forståelse for, at vi er hele mennesker, og at krop, tanker, følelser og adfærd hænger sammen. Øvelserne skal stille og roligt implementeres, så de bliver en del af patienternes værktøjskasse til at håndtere deres symptomer, siger hun.

Under det 12-uger lange gruppeterapiforløb skal patienterne møde ind på Center for Funktionelle Lidelser to gange om ugen. At behandlingen foregår sammen med andre, var en barriere, Jonna lige skulle overvinde:

- Det er et både mentalt og fysisk udfordrende forløb, og man kan ikke undgå at blive ked af det, rørt og overvældet undervejs. Så det er lidt grænseoverskridende første gang, man sidder og græder foran 7 andre. Men hurtigt finder man ud af, at der er enormt meget fortrolighed og rummelighed, og man tør åbne op, fordi man føler sig tryg, fortæller Jonna.

Center for Funktionelle Lidelser, Foto: Lene Pedersen, Kommunikation

I Center for Funktionelle Lidelser oplever de jævnligt, at patienter, der har været igennem et behandlingsforløb, kommer forbi med en buket blomster eller lidt chokolade, som tak for den behandling de har fået. Overlæge Charlotte Forstrøm (i midten) fortæller, at den tværfaglige tilgang er nøglen til at klæde patienterne og gøre dem selvhjulpne, så de i fremtiden selv kan håndtere deres situation. (Foto: Lene Pedersen, Kommunikation)

Bussen med monstre

Jonna fortæller, at det var omtrent halvvejs inde forløbet, at der pludselig ”faldt nogle brikker på plads”, og hun begyndte at forstå, hvad hun kunne gøre, når noget udløste hendes symptomer:

- Jeg kan huske, at psykologen Malene viste os et billede af en bus med nogle monstre på passagersæderne (kendt psykologisk behandlingsprincip/defusionsøvelse, red.). Vi skulle forestille os, at vi sad på førersædet og ville styre bussen, mens monstrene sad bagved og sagde grimme ting. Jeg begyndte at forstå, at monstrene var mine egne selvbebrejdelser, og at jeg i stedet skulle skifte dem ud med gode mennesker – familie og venner, og tænke på, hvad de mon ville sige. Den bus gjorde en kæmpe forskel – dér rykkede jeg mig virkelig, fortæller Jonna.

En anden aha-oplevelse kom, da fysioterapeuten en dag præsenterede Jonna for nogle øvelser:

- Jeg tænkte, det kan jeg jo ikke – så får jeg jo ondt, men den dag opdagede jeg, at jeg jo godt kunne. Måske var det i virkeligheden de samme monstre fra bussen, der hæmmede mig.
I tiden efter mærkede Jonna, at hun fik mere og mere overskud, og at hun turde kaste sig ud i mere. Samtidig lærte hun også nogle strategier for måder, hun kunne være social på, eller udføre opgaver i hjemmet.

- Det kan være små ting. Jeg kan sætte mig ud i bilen i et kvarter, hvis en familiefødselsdag bliver for overvældende. Eller jeg kan give mig lidt mere frirum derhjemme, så jeg ikke presser mig selv for hårdt. Måske laver jeg en to-do liste, som strækker sig over 2-3 dage, men planlægger fra time til time, og jeg ved, at det er okay, hvis jeg har brug for et hvil på sofaen undervejs. Det er det, der virker for mig, fortæller Jonna.

En helt anden hverdag

Efter forløbet hos Center for Funktionelle Lidelser er Jonna nu klar til at stå på egne ben:

- Jeg har fået en helt anden hverdag. For nylig var jeg med min søn til et BMX-stævne i Tønder – noget jeg slet ikke havde kunnet overskue tidligere, siger hun.

Og heldigvis kan de i Center for Funktionelle lidelser fortælle om mange af den slags succeshistorier.

- Patienterne har selv en meget stor del af æren i, at de opnår så gode resultater - det er deres nysgerrighed, åbenhed og villighed til at turde prøve kræfter med at gøre noget for dem nyt – og til tider ganske udfordrende - der gør forskellen, siger Charlotte Forstrøm. 

Hun understreger, at patienterne ikke helt slippes, når det 12 uger lange forløb er slut. Blandt andet afholdes der catch-up møder efter 3, 6 og 9 måneder, og indeholdt i forløbet er også individuelle samtaler. Derudover udarbejdes der en tilbagefaldsplan i samarbejde med patienten om, hvad der skal til, hvis eller når symptomerne blusser op igen. 

- Vi forsøger at klæde patienterne på, så de bliver selvhjulpne, så de i fremtiden selv kan håndtere deres situation, siger Charlotte Forstrøm.

Hun fortæller, at det det ikke usædvanligt, at deltagerne under forløbet opbygger et indbyrdes fællesskab, og dét er et vigtigt element i vejen til heling. Sådan er det også gået Jonna, der er blevet særligt god veninde med én af de andre deltagere fra hendes hold: 

- Vi snakker og skriver sammen ugentligt. Og har man en dag, hvor det virkelig bøvler, er der altid én, man kan snakke med, og som kender symptomerne og det forløb, vi har været igennem. Det sætter jeg stor pris på, slutter Jonna.

Læs mere om Center for Funktionelle Lidelser

Opdateret