Mød eksperterne i ny foredragsrække

Med foredragsrækken ”Mød eksperterne” inviterer Aalborg UH borgerne indenfor for at høre om, hvordan vi på hospitalet arbejder med forskning i sundhed og sygdomme. Første gang om føleforstyrrelser efter kræftbehandling.

Mød eksperterne 

Med foredragene styrker Aalborg UH formidlingen til borgere, som interesserer sig for sundhed og sundhedsvidenskab.

- Foredragene er et forsøg på at give folk, der interesserer sig for forskning og sundhedsvidenskab et billede af, hvad der rører sig i forskningsmiljøerne på Aalborg UH, og hvor vi er på vej hen, fortæller forskningschef Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Foredragene er åbne for alle men er især målrettet borgere og patienter. Hvert foredrag sætter fokus på et emne, som enten har stor offentlig interesse eller bare er fascinerende at få et indblik i – uanset om man selv er berørt af sygdommen eller ej.

- Med foredragene bestræber vi os på at præsentere forskningen, så den er let forståelig og vedkommende. Samtidig er foredragene en lejlighed til, at vi kan give borgerne et indblik i den relevante og ofte meget fascinerende forskningsverden, som også er en del af hverdagen på et universitetshospital, fortæller Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Foreløbig er der planlagt tre foredrag, hvoraf det første er på plakaten onsdag den 13. november.

Kommende foredrag

Føleforstyrrelser hos patienter i medicinsk kræftbehandling 

v/master i klinisk sygepleje Marlene Ægidiussen Jensen, postdoc i klinisk sygepleje Birgith Pedersen og 1. reservelæge Joanna Szpejewska

Mange patienter har bivirkninger i form af føleforstyrrelser efter deres kræftbehandling. De tre forskere vil udvikle bedre diagnostiske værktøjer og undersøger og kortlægger, hvor ofte føleforstyrrelser forekommer samt, hvor længe de står på. Med forskningen er det deres mål at få bedre viden om og forståelse af, hvilken betydning føleforstyrrelserne har for patienternes hverdag.

13. november 2019, kl. 19.00, Auditoriet, Aalborg Universitetshospital Syd.
Foredraget er for alle interesserede, og det er gratis at deltage. Tilmelding til j.groenning@rn.dk

Genopbygning af kæbeknoglen og indsættelse af tandimplantater 

v/professor Thomas Starch-Jensen

Manglende eller mistede tænder erstattes i stigende grad med tandimplantater, som er forankret i kæbeknoglen. Indsættelse af tandimplantater i kæbeknoglen kan være vanskelig på grund af svind af den tandbærende kæbeknogle. Genopbygning af kæbeknoglen kan derfor være nødvendig enten før eller i forbindelse med indsættelsen af tandimplantater. 

Ved dette foredrag kan du høre, hvordan forskere ved Kæbekirurgisk Afdeling forsker i tandimplantater og genopbygningen af kæbeknoglen med knogleerstatningsmateriale. 

5. december 2019, kl. 19.00, Auditoriet, Aalborg Universitetshospital Syd.
Foredraget er for alle interesserede, og det er gratis at deltage. Tilmelding til j.groenning@rn.dk

Cannabisbaseret medicin – begrænsninger og muligheder

v/professor Peter Leutscher

Cannabinoider har været benyttet på specifikke indikationer i det danske sundhedsvæsen igennem en årrække. Fra 1. januar 2018 blev der indført forsøgsordning med mulighed for læger ligeledes at udskrive recept på produkter baseret på ekstrakt af cannabisblomsten. 

Forsøgsordningen har været udfordret på flere områder. Der har blandt andet manglet en  overordnet strategi med systematisk indsamling af erfaringer fra behandlingerne, og der har ikke været klare retningslinjer for behandling, som lægerne kan støtte sig til. I Danmark er der dog nu kommet flere forskningsprojekter inden for området af cannabisbaseret medicin, herunder flere lodtrækningsforsøg, som ventes afsluttet inden for de kommende år.

Under foredraget vil du blive præsenteret for den kulturhistoriske baggrund for brugen af cannabisbaseret medicin, og få en gennemgang af de aktive stoffer (cannabinoider og terpener), som findes i cannabisblomsten. Du vil høre om de forskellige medicinske produkttyper, samt de godkendte indikationer for symtomlindrende behandling og få en status over igangværende og spirende forskningsaktiviteter inden for feltet. Slutteligt vil der være mulighed for at stille spørgsmål. 

16. januar 2020, kl. 19.00, Auditoriet, Aalborg Universitetshospital Syd
Foredraget er for alle interesserede, og det er gratis at deltage. Tilmelding til j.groenning@rn.dk

Opdateret