To nye ledende kliniske lektorer i Videreuddannelsesregion Nord

Uddannelseskoordinerende overlæge ved Aalborg UH, Susanne Nøhr skal som ledende klinisk lektor ved Videreuddannelsesregion Nord bidrage til at styrke AAU's egagement i den lægelige videreuddannelse.

Susanne Nøhr og Flemming Randsbæk er ansat som ledende kliniske lektorer for Videreuddannelsesregion Nord, som koordinerer og planlægger lægers videreuddannelse til speciallæger i Region Nordjylland og Region Midtjylland.

To nye ledende kliniske lektorer skal fremover cementere samarbejdet mellem Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Videreuddannelsesregion Nord, som står for lægers videreuddannelse til speciallæger i Region Nordjylland og Region Midtjylland. Den ene, Susanne Nøhr, er uddannet speciallæge i gynækologi og obstetrik og er uddannelseskoordinerende overlæge på Aalborg Universitetshospital.

Hun har været postgraduat klinisk lektor i medicinsk pædagogik ved Aarhus Universitet siden 2007 og bliver per 1. april 2021 ny ledende klinisk lektor for den postgraduate lægelige kompetenceudvikling ved Aalborg Universitet i samarbejde mellem Videreuddannelsesregion Nord og Aarhus Universitet.

- Jeg ser stillingen som ledende lektor som en attraktiv fortsættelse af mit mangeårige engagement inden for medicinsk pædagogik og postgraduat uddannelse og som en mulighed for at styrke Aalborg Universitets engagement i lægelig videreuddannelse, siger Susanne Nøhr.

Den anden nye ledende kliniske lektor er fra 1. februar 2021 Flemming Randsbæk, som er uddannet speciallæge i karkirurgi og er ansat som overlæge ved Kirurgisk afdeling, Karkirugisk Klinik i Hospitalsenhed Midt.

Han kommer fra en stilling som ledende overlæge ved Forsvarets Sanitetskommando, og har tidligere arbejdet som koordinerende klinisk lektor ved Hospitalsenhed Midt.

Han bliver nu ny ledende klinisk lektor for den postgraduate lægelige kompetenceudvikling ved Aarhus Universitet i samarbejde mellem Videreuddannelsesregion Nord og Aalborg Universitet.

- Jeg glæder mig til stillingen, hvor jeg kan udleve min årelange interesse og erfaring for pædagogisk udvikling og undervisning af yngre kolleger og medicinstuderende fra mine vekslende ansættelser som overlæge, og som klinisk lektor ved Aarhus Universitet, siger Flemming Randsbæk.

Se hele artiklen på Personalenet.

Opdateret