Tove Nilsson Prisen 2016 er uddelt ved temadag om postgraduat uddannelse

Prisen, som er til lægelige ildsjæle inden for uddannelse og forskning på hospitalet, gik til Lorenz Oppel og Stine Linding Andersen.

Tove Nilsson Prisen blev uddelt i forbindelse med et temamøde om postgraduat uddannelse afholdt af Overlægerådet for alle læger på Aalborg Universitetshospital. Det fandt sted den 26. oktober på Comwell Hvide Hus i Aalborg.

Hospitalets forhenværende cheflæge Tove Nilsson var som sædvanlig selv tilstede for at uddele prisen, der er delt i to – en til en lægelig ildsjæl inden for uddannelse af læger på hospitalet og en til en ildsjæl inden for forskningsområdet.


Forhenværende cheflæge Tove Nilsson mellem årets prismodtagere.

Uddannelsesansvarlig overlæge Lorenz Oppel fra Neurologi modtog uddannelsesprisen. Forskerprisen blev givet til læge, ph.d. Stine Linding Andersen, som er i hoveduddannelse i klinisk biokemi og tilknyttet forskning ved Endokrinologi.  Hver pris er på 25.000 kr.

Opdateret