Eksistentiel samtale hjælper gravide

Udsigten til at få et barn og dét at blive forældre er en stor livsforandring. Nyt tilbud på Aalborg UH giver kvinderne og deres partnere mulighed for at få sat ord på alle tankerne.

Magter jeg opgaven? Kan jeg bære ansvaret for et andet menneskes liv? Hvad nu, hvis det slet ikke går som forventet?

Det er nogle af de mange livsspørgsmål, som kommende og nybagte forældre ofte tumler med omkring en familieforøgelse. Den sårbarhed, bekymring og tvivl, som kan medføre, at mor og barn ikke får den bedst tænkelige start på livet sammen.

Men et nyt tilbud på Aalborg UH giver nu mulighed for at drøfte de ofte meget eksistentielle tanker, som kan opstå hos de kommende mødre. De kan nemlig bestille en samtale hos svangrepræst Therese Strand Kudajewski, som Jordemodercentret har indgået samarbejde med.

Møder kvinden som menneske

Én dag om ugen kommer hun til Aalborg for at holde samtaler med de kvinder, som måtte ønske det – uanset religiøst tilhørsforhold og hvad kvinden måtte ønske at tale med hende om. Samtalerne foregår i den samme bygning som jordemoderkonsultationerne.

- Jeg har ikke kendskab til kvindens journal eller livssituation. Jeg møder kvinden som menneske, ikke som patient eller som tilhørende en bestemt religion. Jeg ved ikke på forhånd, hvad kvinden ønsker at tale om, så jeg er frem for alt åben og lyttende i mødet med kvinden, og jeg skal ikke komme med løsninger, men derimod etablere det fortrolige og tillidsfulde rum, hvor samtalen kan udfolde sig på sine egne præmisser. Det vigtigste er, at samtalen giver kvinden mulighed for at opleve at være mødt, set og hørt og at der igennem samtalen skabes plads og rum for det, der er lige netop i den livssituation, siger Therese.

Identiteten ændrer sig som mor

Hun er selv mor til fire, og under sin første graviditet kunne hun godt selv have brugt den form for eksistenssamtale, som hun nu tilbyder andre.

- Det var en ganske svær situation for mig, dengang jeg selv blev mor første gang. At få et barn er jo en ændring af hele ens identitet og orientering i livet. Overgangen er forbundet med et grundlæggende tab af frihed og oplevelsen af at være udødelig og sorgfri. Samtidig er moderskabet også indlejret i en præstationskultur, som kan stimulere til oplevelsen af utilstrækkelighed og skabe frygt for ikke at kunne leve op til det idealiserede glansbillede af rollen som mor, siger Therese Strand Kudajewski.

Hos jordemødrene ser man store perspektiver i det nye samarbejde.

- Vi oplever stor værdi i, hvad vores egen hospitalspræst bidrager med for vores indlagte par på fødegangen/neonatal og barsel. Med udgangspunkt i de gode erfaringer derfra var det oplagt at udvide indsatsen, så vi også kan tilbyde præstesamtale i andre sammenhænge, end når det handler om død eller frygt for død i en akutsituation i forbindelse med fødslen, siger vicechefjordemoder Sandra Bang-Schnack.

Opdateret