Ny professor skal styrke strategisk ernæringsforskning

Aalborg Universitetshospital styrker den eksperimentelle forskning i ernæringens betydning for patienters sundhed, med særligt fokus på kostens indflydelse på behandling og afhjælpning af mave-tarm lidelser. 
Charlotte Lauridsen

Charlotte Lauridsen tiltrådte pr. 1. januar et professorat i Eksperimentel Ernæring ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet. Til daglig er hun tilknyttet Center for Ernæring- og tarmsygdomme ved afdeling for Medicinske mave-tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital. Hun kommer fra et professorat i ernæringsrelateret immunologi ved Aarhus Universitet, som hun også stadig besidder. 

Charlotte Lauridsen er uddannet fra Landbohøjskolen (nu Københavns Universitet) i husdyrernæring (MSc) og har en ph.d. i fødevarekemi. 

Igennem hele sin karriere har Charlotte Lauridsen forsket i ernæring og kost. Hun har hidtil gennemført sin forskning på enmavede dyr og især grise, som hun også har anvendt som eksperimentelle modeller for human sundhed.

- Der er kun lille forskel på grise og mennesker. Fælles er, at vi i allerhøjeste grad påvirkes af den kost, vi indtager, fortæller Charlotte Lauridsen.

Bedre tarmsundhed kan være nøgle til kortere hospitalsindlæggelser

Et kerneområde i forskningen vil være studier af bioaktive- og immunmodulerende komponenter i kosten med henblik på at forbedre patienters sygdomsforløb og fremme sundhedsstatus, og især samspillet til tarmens mikrobiota og funktion. 

- For grises vedkommende vil man gerne udvikle alternative løsninger til antibiotika, som primært bruges til at håndtere diarreudbrud, forklarer Charlotte Lauridsen, og tilføjer:

- Derfor har jeg haft særlig forskningsinteresse for ernæringens betydning for forebyggelse af betændelsestilstande og dysbiose i tarmen hos grise. 

Der er også for menneskers vedkommende stort potentiale i at højne tarmsundheden via fødens bioaktive stoffer, og kost og ernæring kan være et middel til at fremme sygdomsbehandling og forkorte hospitalsindlæggelser. En særlig udfordring er dog ifølge Charlotte Lauridsen, at visse kronisk syge er småt-spisende og endog kan lide af sygdomsrelateret underernæring og/eller mangel på livsnødvendige næringsstoffer. Derfor er en af den nye professors visioner at fremme og understøtte den eksperimentelle forskning fra celle til patient i regi af DANSC (Danish Nutrition Science Center), som bl.a. har til formål er at tilvejebringe målrettet, personligt designet ernæring til syge med særligt fokus på patienter med nedsat kostindtag.       

Charlotte Lauridsen holder tiltrædelsesforelæsning d. 5. maj kl. 12.30 i Auditoriet i Forskningens Hus. Efterfølgende er der indvielse af centret DANSC. 
Datoen er med forbehold for ændringer som konsekvens af situationen omkring COVID-19. Såfremt datoen ændres, vil det blive annonceret her på siden.

 

Opdateret