Gittes robotarm skal skanne gravide

Gitte Størup elsker sit job, hvor hun som skanningssygeplejerske – også kaldet sonograf - i næsten 30 år har skannet gravide maver. Men jobbet er belastende for arme og skuldre, så hun har kastet sig ind i kampen for at udvikle en robot, der kan hjælpe med at skanne de gravide og aflaste hende og kollegaerne.


Gitte Størup arbejder på at udvikle en roboarm, der kan aflaste sonograferne
Gitte Størup arbejder på at udvikle en robotarm, der kan aflaste sonograferne. Foto: Lene Pedersen, Kommunikation

At sidde drejet med armen ind over den gravides mave med et ultralydsapparat samtidig med, at man holder blikket rettet mod en skærm, er ikke nogen god arbejdsstilling. Men der findes ingen andre muligheder, når sonografer som Gitte Størup skal undersøge alle de gravide, der kommer forbi afdelingen for Graviditet og Ultralyd til deres kontrolskanninger.

- Op imod 90 procent af os, der scanner, har smerter hver dag på grund af vores arbejde. Og i de snart 30 år jeg har skannet, er der ikke blevet gjort noget ved ergonomien. Til gengæld er belastningen kun blevet større, og skanningerne blevet flere, forklarer hun.

Ifølge Gitte Størup udvikler en del sonografer belastningsskader - fx skulderskader - og må til sidst forlade et fag, de ellers holder af.

- Flere gravide er i dag overvægtige, hvilket øger afstanden ind til fosteret, som skal skannes. Samtidig er der også brug for større detaljeringsgrad i det, vi skal se efter hos fostret. Det betyder, at vi må trykke hårdere, når vi skanner, hvilket belaster skuldre og arme yderligere, fortæller hun.

Hvorfor laver I ikke bare en robot?

Jo flere nedslidte og smerteplagede kollegaer, som Gitte Størup har mødt, jo mere opsat er hun blevet på at finde en løsning. For når ikke andre allerede har fundet på en bedre metode, må hun jo tage problematikken op selv:

- Allerede tilbage i 2016 tog jeg kontakt til Aalborg Universitet for at høre, om der var nogle studerende, som kunne være interesserede i at være med til at løse den udfordring. Det har ført til mange spændende projekter, men desværre ingen løsning, fortæller hun.

Ideen til en robotbaseret løsning, der kunne føre ultralydstransduceren hen over den gravide mave i stedet for sonografen, kom hjemme ved køkkenbordet.

- Over årene har jeg selv tænkt tanker og eksperimenteret med forskellige lavpraktiske løsninger, og en dag sagde min mand til mig: "Hvorfor laver I ikke bare en robot, der kan skanne?". Og jo, måske var det vejen, vi skulle gå, fortæller Gitte Størup.

Forslaget blev herefter forelagt Idéklinikken, som allerede kendte til problemstillingen med den dårlige ergonomi fra Gitte Størups tidligere forsøg med mere lavpraktiske løsninger. Idéklinikken skabte kontakt til en lokal robotvirksomhed, som havde en robotarm, der måske kunne bruges til formålet. 

- De var fyr og flamme, og vi fik hurtigt etableret en arbejdsgruppe og søgte og fik en pose penge fra en innovationspulje til at komme i gang.

Herefter blev der indgået en samarbejdsaftale, og med på holdet kom også en person, som havde afprøvet en industrirobot til et lignende projekt.

- Nu gik det stærkt – i hvert fald med at få brugt de få penge, der var søgt hjem til projektet, griner Gitte Størup.

EU-millioner skal gøre drømme til virkelighed

I foråret 2022 har projektet dog for alvor fået luft under vingerne. Graviditets- og Ultralydsafsnittet på Aalborg Universitetshospital er gået i samarbejde med Idéklinikken, som har hjulpet med at indhente en bevilling på 5 millioner kroner fra EU's innovationspulje Eurostars. Dermed er der nu finansiering til, at arbejdet med robotten kan fortsætte de næste tre år.

- Pengene går primært til vores samarbejdspartner, den nordjyske virksomhed Life Science Robotics, der skal udvikle robotten sammen med en polsk samarbejdspartner.

Den prototype, som gruppen arbejder på, fungerer som en arm, der har påmonteret et ultralyds-skanningshoved – en såkaldt transducer. Robotarmen styres af sonografen ved hjælp af et joystick, mens et kamera viser dens placering på en skærm.

- Det er en ret stor, men medicinsk godkendt robotarm, og en udfordring i projektet er at få robotarmen til at udføre de helt fine bevægelser og give fysisk feedback tilbage til joysticket, så sonografen har en fornemmelse af, hvordan skanningshovedet er placeret, forklarer Gitte Størup.

Andre har tidligere forsøgt at udvikle lignende robotløsninger, men ingen af disse er tilsyneladende nået så langt, at de er kommet i handel. Men Gitte Størup håber, at den løsning, som hun og samarbejdspartnerne udvikler på, klarer cuttet – også gerne inden for en overskuelig årrække.

- Jeg når sikkert at gå på pension, inden vi når i mål. Men jeg brænder for projektet og planlægger at følge det til dørs. Jeg håber, at vi med robotløsningen når dertil, hvor vi får has på den ergonomibelastning, som sonografer oplever ikke bare i Danmark, men i hele verden. Det vil være en drøm, der går i opfyldelse, slutter hun.

Opdateret