Foredrag til folket om kæbekirurgi

Torsdag i sidste uge løb endnu et ”Mød Eksperterne”-foredrag af stablen. Og det var bestemt ikke tandløst, da eksperter fra Kæbekirurgisk Afdeling øste ud af deres viden.

 

I foredragsrækken "Mød eksperterne" byder Aalborg UH borgerne indenfor for at høre om, hvordan der på universitetshospitalet arbejdes med forskning i sundhed og sygdomme. Den invitation tog mange nysgerrige borgere imod, da Kæbekirurgisk Afdeling torsdag aften stillede op med hele tre veloplagte eksperter.

Professor og overtandlæge Thomas Starch-Jensen, specialtandlæge Helle Baungaard Nielsen, og specialtandlæge Hanna Aludden gav hver især et grundigt og letforståeligt indblik i, hvordan de forsker i indsættelse af tandimplantater og genopbygning af kæben, som kan være nødvendig, hvis man har mistet tænder.

Med foredragene styrker Aalborg UH formidlingen til borgere, som interesserer sig for sundhed og sundhedsvidenskab – et vigtigt ærinde ifølge en af gårsdagens eksperter, professor Thomas Starch-Jensen:

- Jeg synes, det er en formidabel god idé at invitere borgerne indenfor til sådan et foredrag. Det handler om at bygge bro ud til befolkningen, så de fornemmer, at der er tæt relation mellem hospitalet og patienterne. Borgerne får sat ansigter på og får en fornemmelse af, hvad det er for nogle personer, der er på hospitalet under lidt mere uformelle omstændigheder, og det giver mulighed for at stille spørgsmål, som man måske ikke ellers får lejlighed til, siger han, og fortsætter:

- Borgerne får et indblik i, hvad det er for en type behandling og forskning, man kan få på hospitalet – og at Aalborg Universitetshospital gør en stor indsats for at udføre forskning på højt niveau og er førende inden for visse områder. Vi får vist, at befolkningen får en behandling hos os, som er på det højeste både nationale og internationale niveau.

FøleforstyrrelserFørste foredrag blev holdt i november med emnet "Føleforstyrrelser hos patienter i medicinsk kræftbehandling". Også her var der stor interesse, da 1. reservelæge Joanna Szpejewska, master i klinisk sygepleje Marlene Ægidiussen Jensen og postdoc i klinisk sygepleje Birgith Pedersen fra Onkologisk Afdeling delte ud af deres store viden om de føleforstyrrelser, som patienter i medicinsk kræftbehandling kan få – og hvordan vi på Aalborg UH arbejder på at blive bedre til at opdage og forstå dem.

Næste foredrag er den 16. januar, hvor professor Peter Leutscher fortæller om begrænsninger og muligheder med cannabisbaseret medicin. Hvis du vil vide mere om det, så tjek aalborguh.rn.dk/foredrag

Foredragene er åbne for alle men er især målrettet borgere og patienter. Hvert foredrag sætter fokus på et emne, som enten har stor offentlig interesse eller bare er fascinerende at få et indblik i – uanset om man selv er berørt af sygdommen eller ej.

 

Foredrag

Opdateret